09 juli 2015

Børne- og familiefilm på Netflix / anbefaling

Photo: David Tsay found on parents.com
Ind i mellem hænder det, at vi smutter forbi Slikland, blander for alt for mange kroner slik og tager hjem og forsøger at finde en god film, som vi alle gider (og kan) se.

Netflix er tit vores redning, men hvor har jeg dog googlet meget efter familiefilm med dansk tale. Selvom alt det der eftersynkroniserede er noget værre stads, så er det ikke muligt for os at se en engelsksproget film sammen endnu, uden at den 3-årige mister interessen totalt.

Vi har efterhånden set de helt klassiske og gode tegnefilm alt alt for mange gange. Madagaskar, Modig, Vilde Rolf, Kung Fu Panda og Frost er alle gode film, men vi vil gerne se noget helt helt andet. Her er de film, som vi alle synes var ganske udemærket og kan anbefale. De er alligevel en smule anderledes fra alt det tegnefilm vi plejer at se.

Filmene er alle med mennesker og det eftersynkroniserede look kommer man ikke udenom. Men jeg - som taler på vegne af de halv-voksne - synes nu det er ganske rart at se noget med "ægte" mennesker.

__________________________


Zathura

Rimelig sej film! Jeg blev ret overrasket (selvom jeg lige blundede et kvart sekund efter 1 time). Danny er den irriterende lillebror, mener storebror Walter i hvert fald, men alligevel formår lillebror at få ham med til at spille et gammelt spil, Danny har fundet i kælderen.

Filmen er spændende, lidt høj musik og med væsner jeg aldrig har set lignende. Pixie på 3 år kunne godt se den, men hun havde dynen foran øjnene en del gange og vi talte liiiige lidt om, at det kun er en film og at det hele er lavet på computer.... Måske.

__________________________


Charlie og chokoladefabrikken

Den er nok set, hvis ikke I har set den endnu, så gør det! Umpa-lumpaer, Willy Wonka, drengen Charlie og den mærkelige by, er et stort samsurie af alt det magiske chokolade gør ved en.

Hele byen er på den anden ende, da Willy Wonka udlover rundvisning til et par heldige, HVIS altså de finder en af de sjældne guldbilletter i den chokolade fabrikken laver. Men HVEM laver chokoladen? Ingen arbejdere møder på fabrikken eller kommer ud derfra.

Den fattige lille dreng Charlie for på fortryllende vis fat i en billet, og så begynder karrusellen ellers...

__________________________

Pigen og Ræven

Sød film om en pige som bliver gode venner med en ræv hun kalder Titou. Hele filmen foregår i den franske natur. Bjerge, skov og det vilde landskab og det ser næsten alt for idyllisk ud - og jeg skal være ærlig at sige at jeg som mor kom til at tænke "Hvorfor lader forældre dog pigen rende rundt derude helt alene, er de slet ikke bange for at hun kommer noget til bliver væk eller bliver ædt af ulvene?!".

Filmen er rigtig fin, i sig selv ret stille og alligevel gribende og med små finurlige ræve, så kan der godt udbrydes et "nåååååår" ind i mellem!

__________________________


Den magiske legetøjsbutik

Det er også en af de ældre drenge på Netflix - alle legetøjsbutikker føles magiske når man er barn. Men når de også er magiske for de voksne der træder ind, så er der noget om det. Molly er ekspidient i butikken, men hun bliver mere end dét når den 243-årige butiksindehaver testamenterer alt til Molly.

Oveni det, ansætter indehaveren også Henning til at tælle klodser, dukker og dino'er og SÅ bliver den magiske legetøjsbutik først gal.

Den 9-årige Zach som besøger butikken, forsøger at hjælpe med at få styr på den rasende magi i den mystiske legetøjsbutik, som viser sig at være ganske levende.

__________________________

En som Hodder

Den er dansk og det kan mærkes! God film om drengen Hodder, der må siges at være lidt sin egen. Filmen er fra 2003 og er en filmatiseret udgave af Bjarne Reuters bog af samme navn. Hodder er en dreng efter mit hjerte! Han elsker rom snegle og sørger sirligt for at få sig en så ofte som muligt. De spændende og mystiske udtalelser, troen på det bedste i folk og en barsk folkeskole, gør hele filmen meget meget hyggelig og god at se, en aften når alle trænger til den der pause foran tv-et.

Det kan anbefales at sørge for romsnegle INDEN filmen, så man ikke får de alt for store cravings midt i det hele, så filmen bliver spoleret.

__________________________

Har du flere gode film fra Netflix at anbefale? Så skriv dem hjertens gerne i kommentarerne :-)



2 Comments so far

  1. Rigtig gode film, du anbefaler. Mine børn er også glade for dem alle, og jeg vil gerne lade dem se disse film. En helt klar favorit hjemme hos os er Terabithia, både datter på 8 år (måske især) søn på 5 år er vilde med den. Og datteren nyder desuden at se Superbror og alle Karla-filmene. Sidstnævnte er desuden danske, så man slipper for eftersynkroniseringen.

    SvarSlet
  2. Ellers kan jeg også anbefale Ernst og Celestine (tegnet super fint) jeg så den inde på filmstriben som er bibliotekernes gratis variant af netflix, bliver tit overrasket over hvor nye filmene derinde er, i forhold til at de er gratis :) du skal have et lånekort og en pinkode og så kan du (med måde) se gratis film :)

    SvarSlet