31 august 2015





"Skyr is! Så lækker at du glemmer at det slet ikke er is, smag den før din nabo!". Den holder ikke. Vi smager, vi forsøger at bilde os selv ind, at det er ret godt, men inderst inde græder den lille pige højlydt og vil meget hellere have en bamseis med tyggegumminæse!

Men NU sker det! En sund(ere) is, kun én ingrediens, nem at lave og så både smager det som og ligner is.

Det er lidt som om mit fokus er skredet lidt fra bolig til mad, men frygt ej, det er kun fordi jeg er ret meget et menneske som alle andre, at jeg også spiser ind i mellem. Jeg bliver ikke ret mæt af at dimse børneværelser eller male stue.

Jeg er faktisk slet ikke den store isspiser, jeg er meget mere til chokolade. Eller en stor rød bøf. Ikke på samme tallerken, men du forstår hvad jeg mener.

I sidste uge forsøgte jeg mig med den simple bananis. Den er nem at lave, du skal simpelthen bare skære bananerne ud, fryse dem let (et par timer), blende dem til en mos, fryse dem igen og så vente til de er gennemfrosset. Og det var faktisk ret godt, specielt med chokolade ovenpå (høhø).

Et lille ekstra tip må være, at de i Føtex er begyndt at sælge poser fyldt med bananer, til en flad 10'er. Bananerne har måske et par ekstra pletter og er mere modne end de andre, men de er perfekte til denne is! Jeg købte en sådan pose, 10 kroner for 10 bananer og det gav 1,5 liter is.

Velbekomme!

21 august 2015

 



Det er slet ikke en hemmelighed at jeg er vild med (god) mad. Og især italiensk, det gør mig vældig glad og godt tilpas, det er oftest de helt simple gode ting, der giver den bedste ret. Lidt ligesom det VIRKELIG gode, men laaaaaaangsomme brød, som er helt ekstremt godt (og faktisk fungerer det også med den her tomatsauce).

Folk tænker "åh nej" når der bliver fortalt at der serveres spaghetti med kødsauce, men herhjemme er det sådan så vi klapper i hænderne, når dét står på menuen. Saucen koger nemlig med rødvin og får minimum 2 timer over blusset, og dét giver sammen med de få simple ingredienser (løg, bladselleri, gulerod, kød) et perfekt måltid, sammen med helt almindelig spaghetti.

Nå, nok om kød og sauce, nu skal det handle om en helt anden sauce. Den er nem, den er simpel, billig og virkelig virkelig god. Jeg bruger den altid til kødboller, på pizza, og som sauce til left overs der skal pimpes op med lidt lækkerhed.

DU SKAL BRUGE
- et par dåser hakkede tomater (eller friske GODE tomater, tilsvarende mængden)
- 70 + gram smør (har du kun 60 gram, så brug det, har du 80 gram og vil ikke lade de stakkels 10 gram være alene, så tag det hele med)
- 1 løg
- smages til med salt og peber

Og det er dét! Det hele smækkes i en gryde, løget skal bare lige skrælles og deles i kvarte, kog det en times tid og blend herefter det hele til den konsistens du har brug for.

Et P.S.: Hvis jeg har en rest bladselleri, et par fed hvidløg der snart skal bruges, en lidt tør gulerod i grøntsagsskuffen eller lignende grøntsager, koger jeg også dem med, du får brugt rub og stub og undgår på den måde at smide mad ud, der faktisk fungerer perfekt til den her sauce.

Og hvis der så overhovedet er noget tilbage, så gem det til ugens retter. Det kan holde sig et par dage på køl i et rent glas.










Instagram

Sirlig. Theme by STS.