25 juli 2018



Tjekkiet? Prag? Kan man det med børn? Jamen... Skal de ikke kunne bade i pool eller på strand hver dag i ferien?


Vi var også noget betænksomme ved at holde storbyferie i år, med den hede der ligger som en dyne over Europa. Chancen blev taget og det er vi glade for! Vi har haft en virkelig god, oplevelsesrig ferie til en pris der er helt overkommelig.

Tidligere på året lød tankerne på en kør-selv-ferie med stop i Berlin, Prag og Italien og/eller Kroatien over 3 uger. Det blev lavet om, efterhånden som brændstofpriserne steg, motorvejsarbejdet i Tyskland og heden lagde sig over strækningen.

I en snæver vending fik vi for et par uger siden bestilt flybilletter og hotel i Prag. For dér havde vi altså ikke været før og det ville vi rigtig gerne, før baby melder sin ankomst (nå ja, vi napper lige et til barn om et par måneder). Storbyferie og baby går bare ikke, men de 2 store finker på 6 og 11 år, de er seje! Og med gode ben og godt humør, så har vi alt i alt haft en forblændende god ferie i Prag. 7 hele dage!

7 dage med fantastiske bygninger, fine samtaler, oplevelser, noget godt for smagsløgene (også for vegetaren) og hvor vi bare var os 4 (plus maven), uden bekymringer om visne blomster, arbejde, vasketøj og alt det der i dagligdagen fyldes med, især hos os voksne. Det var så fint, så fint. Og jeg bliver en af flokken der kan sige "Prag er fantastisk!"

Vi har oplevet så meget og det skal deles! Så det er blevet til et udpluk af både seværdigheder og anbefalinger af caféer og restauranter vi har besøgt.

Hotellet vi boede på lå så centralt, at det næsten ikke kan anbefales. Det var virkelig lige midt i orkanens øje, med fest hele natten. Jeg undrede mig også over ørepropperne der lå klar til os alle 4 var af så god kvalitet – det var der en grund til.

Det lå PERFEKT, vi kunne gå til ALT. Men... Det støjede hele natten. De gamle fine vinduer var ikke meget værd i forhold til at skærme for gadens larm. Egentlig var det nok mest mig der havde problemer med støjen, de andre sov glimrende, trods de godt kunne høre livekoncerterne til kl. 04.30 om morgenen.

Turen var stadig støjen værd. Så absolut! Og her kommer en (lang) mini-guide med det vi har set og smagt, så der er noget at gå ud fra, hvis I tager turen til den smukke storby.


OPLEVELSER


PRAG SLOT/BORG
Stort stort stort sted, med mange flotte bygninger, haver, kirker og tårne, miniature huse og jeg skal gi' dig. 
Der kan bruges lang tid her. Vi var der i 32 graders varme og turen op af bakken dertil slog os lidt ud. Det gik vist mest ud over mig, jeg følte mig i hvert fald nødsaget til at følge et par asiaters eksempel med en powernap på bænken. Genialt koncept!


Slottet er helt vildt. Ha' god tid her. Vi boede ca. 1,5 km derfra og gik hele vejen. Sporvogn kører derop og hop on/off busser ligeså.
Det er gratis at besøge slottet, men enkelte ting skal der betales for at besøge (fx klokketårnet, kirke, små huse omkring det og lignende). Det er dog billigt i forhold til hvad vi er vant til at give her i Danmark, når vi besøger museer og dets lige. Den eneste irriterende ting er, at de ikke tager VISA-kort, så husk kontanter, også til mad/drikkevarer.

Klokketårnet børn og mand var oppe i – jeg tog mig en lur på bænken med de andre gutter ...


Udsigten fra tårnet
Hej hej! Paparazzimand gik amok med kameraet.. 


KARLSBROEN
Virkelig flot, men der er så uhumsk mange mennesker, at jeg næsten synes det var for meget. Tag gerne en af de andre broer og se over TIL Karlsbroen, for den er så flot, hvis du får lidt klaustrofobi af for mange mennesker. Det koster dog ikke noget, det er bare at gå over. Men hold på hat, briller og kontanter – der er mange mennesker og helt sikkert også dem, der bare gerne vil negle lidt værdigenstande fra dig.
Der er mange karikaturtegnere på broen, så hvis man er til dét, så er det her stedet at trisse forbi, ligesom der er souvenirs i alle afskygninger.

PETRINEHØJEN
Der er mange seværdigheder i højden i Prag og Petrinehøjen er ikke en undtagelse. Du ser hurtigt hvor den ligger, når du er i Prag 1, for den danner hele horisonten og med observationstårnet som spot.


Halvvejs oppe og et lille hvil blev taget

Vi gik også heeeeeeeele vejen op af bakken og det var en sej omgang – vi ville ellers have taget kabelbanen, men der var så lang en kø, at den var estimeret til at vare en time. Det tog os ca. 30 min. at gå op (også for lille Pi og hendes ben), så det var helt okay. Vi holdte et par hvil og blev helt overraskede over at der ikke var højere op end som så.

Der er fine grønne arealer, med skygge og helt oppe på toppen også en rosenhave, en lille botanisk have og café. Tårnet skulle vi op i, det er en miniature af Eiffeltårnet, da Prags rejseklub i 30'erne blev så fascineret af Eiffeltårnet, at de mente de måtte have deres eget midt i Prag. Taaaadaaa! Det lavede de så.
De tager kun kontanter, der er dog en hæveautomat, hvis man har glemt at hæve på forhånd. Det er ikke dyrt at komme op i tårnet – generelt er intet dyrt i Prag. Vi betalte 650 CZK for en familiebillet med adgang til tårn og spejllabyrint (det svarer til ca. 180 DKK). En normal billet til tårnet alene kostede 550 CZK.

Det var en fin udsigt ud over hele byen, men jeg indrømmer gerne at jeg blev lidt dårlig ved at tårnet bevægede sig en smule i vinden. Jeg er ikke højdeskræk, meeeeen at det svajede gjorde mig lidt til en bangebuks.




SPEJLLABYRINT (PETRINEHØJEN)
Efter vores tur i tårnet tog vi os en is i caféen og efterfølgende ind i spejllabyrinten. Dét var 10 minutters morskab! Og det er ikke engang skrevet i en sarkastisk vending. Det var faktisk sjovt. De 20-25 kroner ekstra var det værd. Og så var der dejlig koldt – også noget der i det store hele betyder noget i den varme vi oplevede.



Yeeeeees, det VAR sjovt!

APPLE MUSEUM
Jonas havde allerede inden turen til Prag, spottet at der lå et Apple Museum. Mest et Steve Jobs museum ville jeg sige, men nuvel, det hedder Apple Museum. Det var okay, men så heller ikke mere end det. Steve Jobs er sej, men museet levede ikke helt op til hvem han var. 
Pixie og jeg kedede os lidt...

Godt at der var gratis WIFI.


CYKELBÅD PÅ KANALEN
Yes! Aktiv ferie! Vi er nok ikke sådan en familie der tager til La Santa Sport og bare fyrer den af på tennisbanerne i 14 dage. Men dét her, det var hyggeligt – og varmt. Vi havde ikke lige satset på at besøge Prag midt i hedebølgen, men vejret kan vi dog (gudskelov) ikke kontrollere.

Vi cyklede 1 time for 500 CZK, det kunne gøres billigere, men Pixie insisterede på, at vi skulle cykle i en båd der lignede en bil. Nemlig: cykle i en båd, der lignede en bil. Det kan lyde kringlet, men kringle var der ikke noget af, bare en masse varme og ben der snurrede rundt. Det var skide godt!



Tuttelu fra vandsiden!
De grønne arealer
Der er mange parker, botaniske haver og steder med andet end bygninger. Her kan I snildt tage en omgang baguettes med og spise frokost. Vi landede pludselig i en botanisk have og fik et lille afbræk i gåtur og bygninger. De gør rigtig meget ud af deres haver og der er særdeles rent alle steder i Prag, haverne uden undtagelse.



Black Light Theater (Aspect of Alice, Ta Fantastika)
Det var syret. Og alligevel ret fint. Vi har været inde og se ét teater, så vi kan ikke sammenligne med andre forestillinger. Børnene synes det var mega fedt. Jeg synes det blev lidt syret, da der pludselig var en tegning af en mås og der så dukkede to menneskehoveder op på den. Dér stod jeg af og begyndte at grine sammen med Jonas. Rækken bag mig - 6 spanske kvinder - gjorde det samme. Det var ellers ret fint den første akt og selve det sorte teater og det puds det spiller, er da ganske underholdende. Prisen taget i betragtning, håber jeg at der findes bedre forestillinger. Vi gav 2500 CZK (svarer til ca. 700 kroner eller en tur i biffen derhjemme jo, men dyrt ift. andre oplevelser i Prag).

Vi måtte ikke tage fotos af selve forestillingen og det respekterede vi selvfølgelig. En lille film inden forestillingen fik min blogger-mand da taget, så den skal selvfølgelig med her:


Prag Zoo
Vi nappede et par timer i Prag Zoo inden turen gik hjem. Vi skulle have nappet nogle flere timer. K Æ M P E   Z O O ! Med en hel savanne! Vi havde kufferter og alt med, som vi kunne opbevare i nogle rum for 20 CZK.

Det er en meget fin park, men vi skyndte os alt alt for meget rundt i zoo'en, for at se så meget som muligt. Det var ikke fedt. Der skal sættes en hel dag af til Zoo'en. Den ligger dog lidt langt ude. Bus 112 kører direkte dertil. Vi tog en taxa fra hotellet og derud, en køretur på ca. 20-25 min. til en pris der svarer til 160 DKK. Barnesæde kan taxa'erne også klare, du skal bare bestille det på forhånd når du bestiller taxa.

Zoo'en var meget naturligt bygget op, hvis man kan sige det om et sted med dyr i bur. Vi havde lånt en trækvogn, men hvis I kan lade jeres børn gå - eller køre de mindste i klapvogn - så gør det. Mange af de mere lukkede seværdigheder i Zoo'en kunne man ikke have trækvognen med ind, så en skulle stå og vente med den. 

Det bugter sig, op og ned, så de gode ben skal også med denne dag. Maden i Zoo'en er IKKE som i København Zoo. Du kan faktisk få andet end fritter, pøls' og burger. Du finder al slags mad: indisk, kinesisk, tjekkiske specialiteter og selvfølgelig de nævnte friturelækkerier. Priserne er heller ikke høje her. Et eksempel er en omgang chicken tikka til 45 DKK.

De tager kreditkort i Zoo'en, så ingen problemer der. Vi skal tilbage hertil og have nok tid. Det er dejligt for børnene at se andet end store bygninger, jeg kunne i hvert fald mærke, at det havde vores børn brug for.



Jødiske kvarter, museum og kirkegård
Vi var her 2 gange. Og så alligevel ikke. Begge gange uden at nå ind forbi museet eller kirkegården. Den ene dag var der alt for lang kø og den anden var vi der 1 time før luk og det ville have været ærgerligt at stresse igennem. Min mand er vokset op med at blive tærsket igennem det ene museum efter det andet og jeg er helt med på, at børn gerne må lære om fortiden, historien og hvad der er sket i verden. Jeg tror dog ikke at børnene føler de er gået glip af noget, ved IKKE at have været på museet denne gang, men næste gang vi tager til Prag - for der bliver en næste gang - der napper vi det. Det skulle være rigtig godt og er blevet anbefalet det af flere.

Shopping
Ind i mellem alle de flotte bygninger og historiske oplevelser, var der også tid til noget helt plain materiel shopping. Butikkerne er præcis som herhjemme. Der er lige lidt engelske butikker der har sneget sig ind, glaskunst selvfølgelig og sære butikker med skrammel. Turister i hobetal. Os inkluderet. Vi fik kigget hist og her, men priserne er ikke bedre, udvalget er ikke federe eller anderledes. Det er det samme, der er bare mange, mange butikker. Overalt. Og dét kan også have sin charme. Rue de Paris var til den pæne side prismæssigt, med alle de franske butikker, men der var også kilometer lange gågader med high street butikkerne. Og Flying Tiger, hvis du lige savner en dansk småkage midt i al den lækre mad Prag flyder over af.. Og apropos... De gode spisesteder skal vi da lige have vendt, det er jo det halve af ferien, at mad og drikke er godt!

Altså... Der er rigeligt at ta' af! Glaskunst all over.. Jeg nøjedes dog kun med at kigge og blive forbløffet.. Gang på gang.. En vild glashest? Anyone?



MAD & DRIKKE

        

Trdelnik (nationalkage)
Den skal selvfølgelig ind som nummer 1 på listen. Kage! Dej og sukker. Mm! Faktisk havde jeg smagt den før, i en privat skov i Hvalsø hvor vi overnattede med Pixies klasse – det lyder sært ja, men det var det slet ikke, det var bare sådan det var. Dér var den god og ligeså i Prag. Jeg kan bedst li' den lige som den er, men den kan købes med chokolade, is, softice og alt muligt andet i. En super luksus isvaffel. Den smager dejligt, simpelt og godt.

Den kan købes på mange gader, men sørg for at få en der er lidt lun, så er den bedst.


Foto herfra - nåede simpelthen ikke at ta' et før jeg havde spist kagen!

Gullasch serveret i brød (Restaurant U Tří zlatých lvů)
Åh åh... Dét var sært synes børnene. Det skulle dog prøves. Det smagte rigtig godt, vi kunne alle li' det, gullaschen fik vi på en restaurant der var lidt kedelig, men til prisen gik det lige. Jonas fik kartoffelsuppe i brødet.

Vi var der max 40 min. så havde vi spist 2 retter mad hver og drikkevarer skyllet ned. 600 CZK. Altså 170 DKK....

Det kan findes hos mange tjekkiske restauranter, hvis ikke I kan finde en anden, er den her ganske okay - men ikke mere end det.


Café Louvre – morgenmad, frokost og aftensmad
Lige overfor vores hotel, lå der en restaurant der serverede morgenmad, frokost og aftensmad. Den så ganske fin ud og morgenmaden var ganske skøn. Her kunne vi få en rigtig morgenmad, med blødkogte æg, brød, pandekager, friskpresset appelsinjuice og alt det vi kan li'. Prisen igen rigtig fin, selvom det skulle være et lidt dyrere sted. Men hey, vi smilte altid når vi fik regningen, for det er slet slet ikke samme priser som herhjemme.

På hotellet var der ikke restaurant, så vi spiste alle måltider forskellige steder, hver dag. På den måd fik vi også prøvet mest muligt. Café Louvre var ganske fint, men de små caféer i de små gader, var endnu bedre...



George Prime Burger
Her fik vi en god burger! Og der var også en vegetarversion. Fritter i alle afskygninger. Dem med trøffel var gode!

Én ting var dog lidt sært: du fik kun en gaffel at spise med. Jeg kan forestille mig, at de har et slags mantra der hedder, at "en burger skal kunne spises med fingrene". Det hold er jeg med på. Men hvad med alt snasket der ryger ved siden af? Det ser ikke så kønt ud at scoope det op med én gaffel og fingrene der agerer kniv. Men skidt pyt, det var en bagatel. Selve maden, serveringen og lokalet var i top. Prisen ligeså. Måske dyrt i forhold til Prag, god i forhold til hvad vi sammenligner med i Danmark.



Original Coffee
Et dejligt kaffested. Selvom jeg ikke er kaffedrikker, kunne jeg straks fornemme, måske også på navnet, at det var her det skete. De lavede også en god æggemad (hey... Jeg er gravid, der er altid en lille sult der kilder), en brownie der lige kunne klemmes ned og deres varme chokolade var også rar for ganen.

Æggelæx!

Der var faktisk en del mennesker på Original Coffee, men nåede lige at fange et fint rolig øjeblik uden


V Zatisi - michelinnævnt restaurant
En aften nappede vi den her restaurant. Meget nøje indrettet med mørke, bløde toner og et personale der nok vidste hvordan du skulle behandles som gæst. Restauranten er nævnt i Michelinguiden, men ingen stjerne. Vi fik et dejligt måltid (aftens)mad hver især, de var søde til at lave en speciel ret til Pixie, hun fik serveret den blødeste kalvefilet og perfekt saltede kartoffelmos, med rødvinssauce i skål, for som tjeneren sagde "han vidste godt, at børn helst ikke vil have blandet tingene".

Maden var rigtig fin. Alle drikkevarerne ligeså. Regningen var også god - for vi havde måske regnet med, at det I så fald ville koste noget nær de priser vi spiser for når vi er ude at spise derhjemme. Men nej. Igen et hak billigere end hvad vi er vant til. Glædeligt, selvfølgelig. 700,- kroner., for 4 gange hovedret, 6 drikkevarer. Vi var der hele 90 minutter, hvilket er rekord for os. Vi plejer at turbospise på under 1 time og være ude af døren igen. Ikke fordi vi ikke kan li' at hygge os, det sker bare helt automatisk at en af os siger "nå.. Skal vi?" og ja, det skal vi - afsti afsted.

Det var en god restaurant og maden var skøn. Men har man børn der er under 3 år, børn der er særdeles kræsne eller ekstra støjende, så find hellere et andet sted at besøge. Det ville jeg ikke finde som et godt match, trods de virkede meget imødekommende og åbne for at ændre menuen.


Café Venue
Åh åh.. Her nailede vi virkelig et godt morgenmåltid! Super lækker café, med et dejligt udvalg af morgenmad. Måske også frokost og cafémad, vi prøvede dog kun deres morgenmad.

Børnene anbefaler på det groveste deres blåbærpandekager. Jeg siger at de stegte æg i pande var mega god og Jonas tager hænderne i vejret når han taler om den powerbowl han fik skovlet ind den morgen. Alt var godt. Juice, kaffe, kakao. Alt. Prisen var i den højere end af hvad vi ellers havde prøvet, men så absolut ikke dyr kontra kvalitet.


Clear Head (vegansk restaurant)

For et års tid siden nu, blev min mand vegetar. Bare sådan fra den ene dag til den anden. Derfor har vores madvaner også ændret sig en del. Børnene og jeg spiser stadig kød, men slet ikke i så store mængder som førhen. Vi savner det heller ikke, vi spiser kød nu, når vi virkelig har lyst, når vi er ude og også ved restaurantbesøg når der er noget på menukortet der frister. Men det er ikke den obligatoriske pakke kød hver dag til aftensmad.

I Prag er der mange muligheder for vegetarer (og veganere). Vi besøgte en restaurant med virkelig god veganermad. Clear Head. Vi blev nødt til at bestille bord i forvejen, da den er vældig populær. Stedet er meget sit eget, lidt alternativt, men rent og pænt og god betjening. Igen er priserne meget medgørlige. Et måltid for os hvor vi tog en hulens masse forskelligt, friske juicer og øl, blev lige omkring 400 kroner.

Det var rigtig god mad – den eneste der var lidt udfordret var Pixie. Menukortet var meget præget af det mexicanske køkken, så Pixie fik nachos, så hun klarede det lige...




Is is is! Creme de la creme
En ferie uden is findes ikke. Selv jeg, der ikke er den store isspiser, skal liiige have en is. Vi boede lige ved siden af en isbutik, hvor der tit var kø helt ud på gaden. Det er en kæde, men med ordentlig is. Til sammenligning må det være noget a la Paradis is dog er priserne IKKE til sammenligning.

Der er også vegansk is, hvis man er på det hold.

Det smagte dejligt, det gjorde det. Børnene siger at mangoisen er mega god – så er det tip hermed givet videre!


        


Det var en fantastisk tur! Og jeg synes det var dejligt, med alle de råd og tips jeg fik på Instagram af jer! Vi brugte mange af dem, vi kunne bare ikke nå alt, til trods for at vi var i Prag hele 7 dage.

Flere tips og idéer til en tur til Prag, må hjertens gerne fylde i kommentarfeltet - det ville KUN glæde mig, at flere kan få noget godt ud af den skønne by.

Instagram

Sirlig. Theme by STS.