03 april 2015

Lugten af æsel og glæde / dag 4


Torsdag blev en tur spækket med udflugt. Jeg havde talt med et ældre par som anbefalede mig at tage forbi Mijas og se byen i bjergene, med de meget hvide huse. Og sikke en god idé! Det var så fint, så "rigtigt" spansk og hyggeligt at bruge nærmest hele dagen der. Selvom jeg ikke gerne indrømmer det, blæste det dog lidt, og den lange frakke kom på.



Der lugtede grufuldt af æselt et sted - det næste af chokolade, så tapas, derefter duften af glæde og ro. Lugten af turist kom også frem når man så priserne på alt det skrammel der hang rundt omkring. Jeg sprang selvfølgelig lige i og har fundet et par ting til de små dunser derhjemme i Danmark! De skal ha' lidt spansk plastiklir.

Det er (også) påske i Spanien, men her gør man det ikke ret meget i karse og chokoladeæg. En anden ting de går meget op i "procession".


De tager noget bestemt tøj på og capirotes, som er meget spidse hatte, med et klæde foran, så kun øjnene har udsyn. Jeg var skræmt. Jeg så det heldigvis kun om dagen og ikke mens aftenen var faldet på. Børn gør det. Voksne. Alle. Jeg fik fanget et par børn inden optoget og stemingen var god. Jeg tror de hygger sig med det og at det skaber det fællesskab de værdsætter.


Til trods for at jeg er halvt spansk, anede jeg intet om dette før igår. Wiki hjalp mig lidt med hvad det var for noget, men at opleve det var meget intenst. Grædende voksne mennesker, de overdrevede klæder og alligevel en feststemning.

Efter alle timerne i bjergene tog jeg til Fuengirola, ned til havnen, hvor solen heldigvis havde lidt at sige. Men min kulør må jeg skynde mig at arbejde på - den er mangelfuld!

02 april 2015

Work that tan / dag 3

Obligatorisk! Især for piger... 
Hej, mit navn er Denise og er absolut ikke fan af bjerge. Squats kan godt pakke sammen. Tag et par dage på solkysten uden bil og din gadongadon bliver som ny. G I S P !

Frisk og frejdig ignorerer jeg at der er en shuttle til og fra hotel og strand. Jeg kan da selv klare den kilometer. Absolut! Går jo langt mere end en kilometer dagligt derhjemme, når hende den store gule hest skal luftes. Men jeg glemte selvfølgelig at Whiteover er flad som en pandekage og her på solkysten har the guy up there beriget dem med bjerge i hobetal.

Turen til stranden var fin nok - men da jeg gik ned af det sidste stykke bakke tænkte jeg godt ved mig selv, at jeg selvfølgelig skulle tilbage igen. Ned og sole på stranden. Døse hen. Falde halvt i søvn og høre lyden af havet og mennesker der forsigtigt går forbi. Arh! DET ER SKØNT! Der er intet bedre end at sove på en strand, din fornemmelse er stadig med omgivelserne, men dit hovede forsvinder lidt hen (ikke sådan bogstaveligt talt, har det stadig!).

Men.... Så kom vi til det: tilbage til hotellet. Jeg kæmpede. Jeg græd ikke. Men blev nødt til at SMS'e min mor da jeg nåede "toppen af bjerget!. O H  L O R D! Det var lige før jeg satte et dansk flag i jorden, bare lige for at markere, at vi altså havde klaret det.

Resten af dagen gik på hotellet. En lille omgang siesta - lidt Elle-læsning og hvor er det rart at have tid og ro til sig selv. Også selvom jeg kan mærke, at der er den der underlige tomme fornemmelse, når jeg ikke har pigerne hos mig.

De har det dejligt, har haft et par nætter hos farmor og farfar, de har fået lokket deres far til at tømme den lokale brugsen som er lukket (R.I.P., jeg vil savne de vanvittigt dyre impulskøb jeg gjorde der).

Men hey... Når jeg kommer hjem, så har jeg vestegnens bedste lår og mås. Det er stensikkert!

01 april 2015

Kan det paneres? / dag 2

Håbede seriøst det var en eller anden sej hval eller fisk der lige kiggede op af vandet. Det var bare en sten. Bummer.
At vågne op med hovedpine er sjældent for mig. Så sjældent at jeg blev lidt forvirret og ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre i morges. I går var jeg ude. Sådan helt alene, igen med alle de andre. Faldt i snak med et par danskere (ja ja, vi er vel os selv nærmest) og også et par spanske gutter som heldigvis var søde og rare (og brune! Jeg vil også have kulør!!!). Dagen gik dog med at tage hele vejen til en god strand. La Cabane. Meget fint, mange mennesker i varmen, men efterhånden som aftenen faldt på, var det med at hapse et foto (jeg tænker altid instamoment når jeg ser sådan en farve på solen, jeg ved at der er andre derude som jeg! "Arj jeg skal liiiiige have et billede til Instagram!).

En lille restaurant ved strandpromenaden blev indtaget af mig. En flaske hvidvin (yes, en hel flaske! Para mi!) og en bestilling af (pescaditos) sardina fritos, som er små sardiner der er friturestegt og spises hele - jeg er en sucker for god friture (maven må lige vente med den sunde madplan fra Anne Bech til om 1 uge, undskyld mave) samt mini blæksprutter i samme gudeforklædning som sardinerne.

Der blev smalltalket med den spansk/skotske/cubanske ejer af restauranten. Der var en sådan fuldstændig klassisk lidt halv-fesen restaurant indretning, en rigtig "mama" der serverer og kører stedet sammen med hendes mand, som står i køkkenet. Det var skønt! Og lige det jeg havde brug for efter en dag på stranden.

Jeg blev kun lidt fuld og måtte se noget af byen. Der var så mange fine gader (af dem jeg kan huske) og musik, musik, musik! Min mor-hjerne slår dog lidt klik når jeg ser små børn rende rundt kl. 02 om natten, men jeg blev fortalt at det er ikke særlig unormalt her og slet ikke i påsken hvor der er ferie - det er bare et andet liv fra det en totalt regulær familie i Danmark lever.

Heldigvis er spaniere, både mænd og kvinde, meget åbne folk og at en som jeg står med halvrøde øjne og spørger ind til noget, skræmmer dem heldigvis ikke. Men jeg var ikke så fuld som dengang jeg var teenager og drak mig fuld i lambrusco og kiwivin. Det var ikke med den på! Bare sådan lidt tipsy og hyggelig.

31 marts 2015

Du kan sgu da ikke rejse alene! / dag 1

Jep. Her har jeg ligget i 4 timer! Og i morgen gør jeg det igen. Hotel Reserva del Higuerón hedder det og jeg kan li' det!
Jo, jeg kan sgu så.

Røven er velplaceret på det iskolde flisegulv, med mac'en her på et lavt bord foran mig. Et håndklæde er viklet om min krop, men ikke for stramt, for selvfølgelig er jeg allerede blevet rød på ryggen. Jeg sidder på et hotel i Fuengirola og jeg smiler - også selvom jeg er her helt alene, sammen med alle de andre.

Mandag tog jeg afsted for første gang helt alene. Ned til sol, varme, strand og til hotellivet i en uge. Det er alene, uden børn, mand, hund, webshop og alle dem jeg godt kan li' at have hos mig. Mit hoved tiggede om ro, fred og egotid. Og det skal det få.

Sølvpaletten er selvfølgelig med! Og så kan jeg blogge, se Netflix (troede jeg, det fungerer selvfølgelig ikke i Malaga!), få en lille tone på den hvide krop og se et par bakker eller to. Indrømmet, jeg har allerede talt/set mine børn 3 gange nu. Tak digitale verden!

Hotellet jeg bor på er ADULTS ONLY, som det så lød på bestillingen. Jeg tror ikke jeg er helt voksen, for jeg savner måske lidt nogen at springe rundt i poolen med. Det virkede bare så underligt at råbe "wiiiiiiiiiiiii" og lave en bombe i vandet, sådan helt alene! Det er nok lettere og mere accepteret (i hvert fald før nogen stopper en), når man har en "undskyldning" med sig og kan skylde skylden på sin ven.

Her er nu alligevel dejligt! 4 stjerner. Den sidste har de mistet, eftersom de ikke har formået at købe hårtørrer med en fast knap til værelserne! Hvor irriterende er det lige at man skal bore sin tommelfinger helt i bund på en on-knap, for at blæse sit hår igennem? Det er dér stjernen blev væk. Og min tommelfinger er lammet.

Første dag gik med at rejse herned og sidde i badekaret og som det første sende et foto rundt til alle jeg kender, med beskrivelsen af varmen, graderne og at de burde være fucking misundelige! Og det virkede! Min mor er så sød at sende mig SMS'er sådan cirka hele tiden, så jeg ikke føler mig så alene. Dét er nu også rart.

Jeg har allerede været i det lokale supermarked og trods mine spanske gener og de 5 timers spanskundervisning jeg har fået, så er jeg temmelig genert i det spanske og der er åbenbart et kæmpe skilt med pil ned på mig, hvor der står "turist". Well. Det er jeg. Og jeg kan godt li' det, her på dag 2.

Lugten - eller duften - af solcreme, klor og halvbrændt hud er nu meget rart, sådan lige her i marts. Nu står den på restaurantjagt, hvor jeg selvfølgelig håber at finde selveste nerven af byen her, guldet, hvor jeg får et fantastisk måltid, helst til samme pris som en hotter.


Indlægget er ikke sponsoreret, jeg har selv betalt alt og får ikke en dadel ud af det, udover at det er fantastisk at være på solferie!