Hannibals kage / dåbskage

Sikke en dejlig dag, vi havde i lørdags ved Hannibals dåbsdag. Hvordan kan man være så heldig? Med både børnene, venner og familie? Vi føler os virkelig værdsat ♥ 

Gæsterne blev forkælet med mad og selvfølgelig også kage, som jeg her MÅ vise frem.

Ved Pixies dåb for 7 år siden, var fondant virkelig "the thing" og jeg er slet ikke særlig vild med smagen af det, men det giver så flotte "ordentlige" kager. Denne gang var der dog brug for noget der både var pænt, men også smagte godt, og så måtte udseendet følge med på anden vis. Jeg endte med at gå med kager der også kaldes "naked cakes", så man egentlig kan se lag og creme helt tydeligt og de fremstår mere ujævne. Det passede mig så fint. Mine kager må gerne være nøgne.










Denne gang blev det de gemte Schleich-dyr der fik en god vask og blev brugt som dekoration (kan du huske My little Pony-kagen?), i form af skovens dyr og et par fine detaljer, jeg lavede ud af papir.

Luftballonen på en bøjet messingstang blev tilføjet i sidste øjeblik, men giver virkelig den ekstra dimension der fik det hele til at spille.

Og kagens smag? Gulerodskage. Selvfølgelig. Min favorit. Det smager bare altid godt. Hele året rundt. Især den her version med ekstra krydderi i form af nelliker, allehånde og en snert kardemomme. Omend jeg på et tidspunkt tænkte at temaet bød på lidt winter wonderland. Men hvem kan ikke tåle lidt julestemning midt i april?

Opskriften på selve kagen, er fra den altid gode Anne au Chocolat og jeg har derefter tilføjet lidt ekstra krydderi og lavet lag af cream cheese frosting med en snert citron i. Det var faktisk virkelig godt.

Udenpå lavede jeg forskellige slags nødder. Den ene – den mest lyse kage – blev dekoreret af mandelflager, den helt nøgne slap for nødder og kagen med luftballonen (som er købt her), fik lidt ekstra kærlighed med karamelliserede og hakkede hasselnødder. Selve luftballonen er hængt op i en messing stang, der er fastsat i et lille hul vi borede, i træfadet.

Træerne er frisk rosmarin og der er lidt "jorddrys" i form af chokokrymmel hist og her. Gulerødderne er dog lavet af en lille smule orange fondant. Toppene er grønt papir, limet sammen om en tandstik. Det samme princip er brugt ved skilt, telt og vimplerne med bogstaver på. Printet og klippet ud.

Det her, det er en nem måde at lave en vældig fin kage, hvis ikke du hverken har lyst, tid og kreativitet til at modellere dyrene selv.

God kagebygge- og bagelyst 

Send en kommentar

Instagram

Sirlig. Theme by STS.