Sirlig

Yndlings! #mojitojunkie

Slider med and(!) - virkelig delikat. Tapasbaren "Picoteo" skal besøges igen ved mit næste besøg

Så skete det. Det der bidende savn til mine børn. Den der fornemmelse af, at jeg aldrig klarer de næste par dage uden dem. Følelsen af, at du har brug for dem hos dig, se dem, kramme dem, snuse dem i håret og så selvfølgelig kysse dem overalt. Kinderne, munden, nakken, håret og også på de fedtede børnefingre.

Dagen igår blev alene brugt ved poolen, på hotellet og på værelset. Sneg mig ind forbi dr.dk/nu og fik set lidt af det der er muligt at se når jeg nu er her i den her del af verden. En så rolig dag, at de eneste fotos jeg har fået taget, var på Snapchat så alle venner og veninder selvfølgelig stadigvæk kunne holdes lidt misundelige over at jeg sidder her i varmen - og at jeg savner børnene frygteligt samtidig, det kan heldigvis ikke ses på mine glitrende stænger.

Det er dejligt hernede, og lidt savn har jeg godt af at mærke. Det går sikkert hurtigt over når jeg kommer hjem og er smurt ind i leverpostej og rugbrødsmadder. Selvom jeg også savner dét lige nu.


Jeg overlevede! Både savn, fly og taxaturen hjem til Whiteover. Dejlig tur, dejlig mad, dejlig varme, dejlige oplevelser og omgivelser - dejligt at være hjemme igen.

Hej, mit navn er Denise og er absolut ikke fan af bjerge. Squats kan godt pakke sammen. Tag et par dage på solkysten uden bil og din gadongadon bliver som ny. G I S P !

Frisk og frejdig ignorerer jeg at der er en shuttle til og fra hotel og strand. Jeg kan da selv klare den kilometer. Absolut! Går jo langt mere end en kilometer dagligt derhjemme, når hende den store gule hest skal luftes. Men jeg glemte selvfølgelig at Whiteover er flad som en pandekage og her på solkysten har the guy up there beriget dem med bjerge i hobetal.

Turen til stranden var fin nok - men da jeg gik ned af det sidste stykke bakke tænkte jeg godt ved mig selv, at jeg selvfølgelig skulle tilbage igen. Ned og sole på stranden. Døse hen. Falde halvt i søvn og høre lyden af havet og mennesker der forsigtigt går forbi. Arh! DET ER SKØNT! Der er intet bedre end at sove på en strand, din fornemmelse er stadig med omgivelserne, men dit hovede forsvinder lidt hen (ikke sådan bogstaveligt talt, har det stadig!).

Men.... Så kom vi til det: tilbage til hotellet. Jeg kæmpede. Jeg græd ikke. Men blev nødt til at SMS'e min mor da jeg nåede "toppen af bjerget!. O H  L O R D! Det var lige før jeg satte et dansk flag i jorden, bare lige for at markere, at vi altså havde klaret det.

Resten af dagen gik på hotellet. En lille omgang siesta - lidt Elle-læsning og hvor er det rart at have tid og ro til sig selv. Også selvom jeg kan mærke, at der er den der underlige tomme fornemmelse, når jeg ikke har pigerne hos mig.

De har det dejligt, har haft et par nætter hos farmor og farfar, de har fået lokket deres far til at tømme den lokale brugsen som er lukket (R.I.P., jeg vil savne de vanvittigt dyre impulskøb jeg gjorde der).

Men hey... Når jeg kommer hjem, så har jeg vestegnens bedste lår og mås. Det er stensikkert!