06 april 2015

Yndlings! #mojitojunkie
Slider med and(!) - virkelig delikat. Tapasbaren "Picoteo" skal besøges igen ved mit næste besøg 



Så skete det. Det der bidende savn til mine børn. Den der fornemmelse af, at jeg aldrig klarer de næste par dage uden dem. Følelsen af, at du har brug for dem hos dig, se dem, kramme dem, snuse dem i håret og så selvfølgelig kysse dem overalt. Kinderne, munden, nakken, håret og også på de fedtede børnefingre.

Dagen igår blev alene brugt ved poolen, på hotellet og på værelset. Sneg mig ind forbi dr.dk/nu og fik set lidt af det der er muligt at se når jeg nu er her i den her del af verden. En så rolig dag, at de eneste fotos jeg har fået taget, var på Snapchat så alle venner og veninder selvfølgelig stadigvæk kunne holdes lidt misundelige over at jeg sidder her i varmen - og at jeg savner børnene frygteligt samtidig, det kan heldigvis ikke ses på mine glitrende stænger.

Det er dejligt hernede, og lidt savn har jeg godt af at mærke. Det går sikkert hurtigt over når jeg kommer hjem og er smurt ind i leverpostej og rugbrødsmadder. Selvom jeg også savner dét lige nu.

+

Jeg overlevede! Både savn, fly og taxaturen hjem til Whiteover. Dejlig tur, dejlig mad, dejlig varme, dejlige oplevelser og omgivelser - dejligt at være hjemme igen.

03 april 2015


Torsdag blev en tur spækket med udflugt. Jeg havde talt med et ældre par som anbefalede mig at tage forbi Mijas og se byen i bjergene, med de meget hvide huse. Og sikke en god idé! Det var så fint, så "rigtigt" spansk og hyggeligt at bruge nærmest hele dagen der. Selvom jeg ikke gerne indrømmer det, blæste det dog lidt, og den lange frakke kom på.



Der lugtede grufuldt af æselt et sted - det næste af chokolade, så tapas, derefter duften af glæde og ro. Lugten af turist kom også frem når man så priserne på alt det skrammel der hang rundt omkring. Jeg sprang selvfølgelig lige i og har fundet et par ting til de små dunser derhjemme i Danmark! De skal ha' lidt spansk plastiklir.

Det er (også) påske i Spanien, men her gør man det ikke ret meget i karse og chokoladeæg. En anden ting de går meget op i "procession".


De tager noget bestemt tøj på og capirotes, som er meget spidse hatte, med et klæde foran, så kun øjnene har udsyn. Jeg var skræmt. Jeg så det heldigvis kun om dagen og ikke mens aftenen var faldet på. Børn gør det. Voksne. Alle. Jeg fik fanget et par børn inden optoget og stemingen var god. Jeg tror de hygger sig med det og at det skaber det fællesskab de værdsætter.


Til trods for at jeg er halvt spansk, anede jeg intet om dette før igår. Wiki hjalp mig lidt med hvad det var for noget, men at opleve det var meget intenst. Grædende voksne mennesker, de overdrevede klæder og alligevel en feststemning.

Efter alle timerne i bjergene tog jeg til Fuengirola, ned til havnen, hvor solen heldigvis havde lidt at sige. Men min kulør må jeg skynde mig at arbejde på - den er mangelfuld!

02 april 2015



Hej, mit navn er Denise og er absolut ikke fan af bjerge. Squats kan godt pakke sammen. Tag et par dage på solkysten uden bil og din gadongadon bliver som ny. G I S P !

Frisk og frejdig ignorerer jeg at der er en shuttle til og fra hotel og strand. Jeg kan da selv klare den kilometer. Absolut! Går jo langt mere end en kilometer dagligt derhjemme, når hende den store gule hest skal luftes. Men jeg glemte selvfølgelig at Whiteover er flad som en pandekage og her på solkysten har the guy up there beriget dem med bjerge i hobetal.

Turen til stranden var fin nok - men da jeg gik ned af det sidste stykke bakke tænkte jeg godt ved mig selv, at jeg selvfølgelig skulle tilbage igen. Ned og sole på stranden. Døse hen. Falde halvt i søvn og høre lyden af havet og mennesker der forsigtigt går forbi. Arh! DET ER SKØNT! Der er intet bedre end at sove på en strand, din fornemmelse er stadig med omgivelserne, men dit hovede forsvinder lidt hen (ikke sådan bogstaveligt talt, har det stadig!).

Men.... Så kom vi til det: tilbage til hotellet. Jeg kæmpede. Jeg græd ikke. Men blev nødt til at SMS'e min mor da jeg nåede "toppen af bjerget!. O H  L O R D! Det var lige før jeg satte et dansk flag i jorden, bare lige for at markere, at vi altså havde klaret det.

Resten af dagen gik på hotellet. En lille omgang siesta - lidt Elle-læsning og hvor er det rart at have tid og ro til sig selv. Også selvom jeg kan mærke, at der er den der underlige tomme fornemmelse, når jeg ikke har pigerne hos mig.

De har det dejligt, har haft et par nætter hos farmor og farfar, de har fået lokket deres far til at tømme den lokale brugsen som er lukket (R.I.P., jeg vil savne de vanvittigt dyre impulskøb jeg gjorde der).

Men hey... Når jeg kommer hjem, så har jeg vestegnens bedste lår og mås. Det er stensikkert!

01 april 2015

Håbede seriøst det var en eller anden sej hval eller fisk der lige kiggede op af vandet. Det var bare en sten. Bummer.
At vågne op med hovedpine er sjældent for mig. Så sjældent at jeg blev lidt forvirret og ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre i morges. I går var jeg ude. Sådan helt alene, igen med alle de andre. Faldt i snak med et par danskere (ja ja, vi er vel os selv nærmest) og også et par spanske gutter som heldigvis var søde og rare (og brune! Jeg vil også have kulør!!!). Dagen gik dog med at tage hele vejen til en god strand. La Cabane. Meget fint, mange mennesker i varmen, men efterhånden som aftenen faldt på, var det med at hapse et foto (jeg tænker altid instamoment når jeg ser sådan en farve på solen, jeg ved at der er andre derude som jeg! "Arj jeg skal liiiiige have et billede til Instagram!).

En lille restaurant ved strandpromenaden blev indtaget af mig. En flaske hvidvin (yes, en hel flaske! Para mi!) og en bestilling af (pescaditos) sardina fritos, som er små sardiner der er friturestegt og spises hele - jeg er en sucker for god friture (maven må lige vente med den sunde madplan fra Anne Bech til om 1 uge, undskyld mave) samt mini blæksprutter i samme gudeforklædning som sardinerne.

Der blev smalltalket med den spansk/skotske/cubanske ejer af restauranten. Der var en sådan fuldstændig klassisk lidt halv-fesen restaurant indretning, en rigtig "mama" der serverer og kører stedet sammen med hendes mand, som står i køkkenet. Det var skønt! Og lige det jeg havde brug for efter en dag på stranden.

Jeg blev kun lidt fuld og måtte se noget af byen. Der var så mange fine gader (af dem jeg kan huske) og musik, musik, musik! Min mor-hjerne slår dog lidt klik når jeg ser små børn rende rundt kl. 02 om natten, men jeg blev fortalt at det er ikke særlig unormalt her og slet ikke i påsken hvor der er ferie - det er bare et andet liv fra det en totalt regulær familie i Danmark lever.

Heldigvis er spaniere, både mænd og kvinde, meget åbne folk og at en som jeg står med halvrøde øjne og spørger ind til noget, skræmmer dem heldigvis ikke. Men jeg var ikke så fuld som dengang jeg var teenager og drak mig fuld i lambrusco og kiwivin. Det var ikke med den på! Bare sådan lidt tipsy og hyggelig.

Instagram

Sirlig. Theme by STS.