Børnefødselsdag for det halvstore barn / idé til leg





En af udfordringerne som forældre, er klart det der med at holde børnefødselsdag. Dengang mor var dreng, stod den på boller med smør, lagkage og så lige en tur ud i haven. Og det var skønt! Den plan holdte vi os - næsten - til i år.

Men 8 år gammel. Hvad skal man finde på, som ikke bliver for meget, for voldsomt, for dyrt og for besværligt? Jeg googlede mig frem til en hamrende god opgaveleg. Opgaver som alle kunne være med til og som kunne være sjovt for især dén alder at gå igennem.

I bund og grund er det et antal opgaver, der svarer til hvilken alder fødselsdagsbarnet bliver. I vores tilfælde var det 8 år, altså 8 opgaver. Opgaverne skal hver især referere til, hvad børnene sådan cirka har lært eller kunne i alderen fra 1-8 år.

Det var en kæmpe succes! Flere sagde at de var spændte på at se hvad vi skulle lave når My fyldte 9 år. Dét er da alligevel et kompliment fra sådan en flok klistrede lagkagebefængte 8-årige finker - for ja, den sidste opgave svinede lidt...

Opgaverne var sjove, også for os voksne, de par timer vi havde sat af blev godt brugt og vi nåede at blive færdige med lagkagerne 15 minutter før de skulle hjem. Og lige dér var jeg også helt færdig og drømte mest af alt om et Hvidovresæt bestående af sharwarma, cola og fritter + en elendig chick flick at sumpe til. Men det var virkelig virkelig fint med sådanne opgaver og det bliver nok noget i den dur næste års fødselsdag kommer til at gå med.

Og nå ja - børnene fik også lidt rigtig mad at spise (sagde moren der lige har skrevet ordet "sharwarma" i en guide til en god fødselsdag) inden alt det søde kom ned.



 



1. POST
Først blev I 1 år. Der skulle I lære at gå.


Børnene får (en ad gangen) et par store sko på - vi brugte mande-Sorelstøvler - og derefter skal de gå over snore  eller elastiksnor sat op på væggene med tape/maskingtape, der er spændt ud ca. 20-30 cm over gulvet. Det er blot vigtigt at snoren kan falde ned forholdsvis nemt, så de ikke snubler og slår sig. Vi gjorde det i vores lange gang i huset. 

2. POST
Så blev I 2 år og skulle lære at spise pænt med bestik og ikke med fingrene.


Børnene får her hver især en tallerken med en flødebolle og dertil en kniv og en gaffel - nu skal flødebollen spises pænt, uden at svine sig selv og bordet til. Dét er sjovt og lidt svært :-)

3. POST
Da I blev 3 år blev I pludselig helt modsat! Når mor og far sagde ja så sagde I nej. Nu skal I svare modsat, dvs. forkert på mine spørgsmål.


Stil gerne et spørgsmål til det enkelte barn hver især, så alle får svaret. Fx. "Har jeg blåt hår?" svar: JA!, "Kan man godt hoppe på tungen?" SVAR JA, "Det er ikke særlig dejligt at spise kage, vel? Svar NEJ". Mens denne post er i gang, kan den anden forældre passende forberede næste post på spisebordet/gulvet.

4. POST
Da I var 4 år gik I i børnehave og kom sikkert tit hjem med meget flotte tegninger. Nu skal I tegne et billede af jer selv, men uden at bruge hænderne.


Børnene maler med vandfarve med munden. Jeg fandt billigere pensler i Søstrene Grene til formålet. Papiret tapede jeg fast i hvert hjørne med maskintape, så det ikke skred rundt. Det kan anbefales at have en voksdug eller lignende UNDER tegningerne :-)

5. POST
Da I var 5 år var der sikkert mange af jer der kunne binde snørebånd.


En klassiker! Lakrids/jordbærbåndene skal spises, så hurtigt som muligt. En anden idé der også stod i beskrivelsen hvor jeg fandt denne idé på sjovforborn.dk, er at lade det være en reb-leg, hvor børnene skal deles i to, og hvert "hold" skal holde i hver sin ende af rebet og slå en knude på rebet, uden at give slip på rebet.

6. POSTSå blev I 6 år! I begyndte i skole og I skulle selv huske aaaaaalle jeres ting.

Også en klassisk leg. Kimsleg. På et bord ligger du skoleting/andre ting, fx. penalhus, blyant, blyantsspidser, saks, madkasse, bøger osv. Børnene får lov til at kigge på alle sagerne i 30 sekunder og skal huske så mange som muligt. Når de 30 sekunder er gået lægger du et klæde over og spørger til hvad de kan huske.

7. POST (OBS! FLERE VALG)
Piger: Så blev i 7 år og begyndte at pynte jer rigtig fint.

Lav hver især en sløjfe af filt (lille rektangulært stykke, snoet sammen på midten med tråd) og før en hårnål igennem snoren på den ene side. Så har pigerne deres egen sløjfe. Det kan tilrådes at klippe filtstykkerne før fødselsdagen går igang. 

Drenge og piger: Så blev i 7 år og fik jeres egen cykelnøgle at passe på.
Lav nøgleringe, evt. forskellige kits fra Søstrene Grene /Panduro - søg gerne på Pinterest (kræver profil/login) efter fine idéer.

8. POSTNu er I otte år og gamle nok til at lave jeres egen lækre mad.

Børnene fik 3 kagebunde hver (små - der bliver 3 stk. ud af én stor lagkagebund "skåret" ud med en skål der passer så der kan laves 3) og så var der ellers flødeskum, glasur, krymmel, flag, jordbærmarmelade, bananer og lys så hver især kunne pynte sin kage.  




Rigtig god fornøjelse med fødselsdagen! Kom endelig med tips, idéer eller andet til indlægget :-)

20 kommentarer

  1. Sikke nogle gode ideer :) Mine piger er kun 3 og 1 år, men jeg må skrive dette bag øret til senere fødselsdage ;) Er ikke helt med på 6. post? Men de andre ideer lyder super gode og sjove ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for det! Jeg havde lige glemt noget af teksten til opgave 6 :-)

      3 år er måske lidt for ungt, men bare vent, de bliver hurtigt så store så de kræver mere end en sang og kage :-)

      Slet
  2. Super gode ide'er - overvejer lidt om jeg skal snuppe den til Karolines fødselsdag

    SvarSlet
  3. Aj, sikke nogle gode idéer!
    Jeg har en kommende 9-årig, som er i fuld gang med at planlægge SELV! Jeg håber, jeg kan overtale hende til at lave nogle simple lege - fx som du har gjort her ;)

    SvarSlet
  4. Det er genialt tænkt, super sjovt. til sommer har vi både en 8 og 6 års fødselsdag, så jeg gemmer din ide.

    SvarSlet
  5. Hvor er jeg bare glad for denne ide! Sidder her og sveder, for på lørdag skal jeg holde 9 års fødselsdag for alle pigerne i hendes klasse.

    Nu ved jeg det bliver sjovt:) Tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Katrine!

      Jeg håber at der blev holdt en vidunderlig fødselsdag og at alle morede sig :-)

      Slet
  6. TAK! Har lige holdt min datters 8 års fødselsdag og brugt denne. Det var en succes. Måtte ændre lidt i den, da jeg fandt den i går aftes, og ikke lige havde alle ting til de foreslåede opgaver, Men det var stadig sjovt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg så glad for at høre! Og lidt justering gør ingenting, det har sikkert været en dejlig fest alligevel :-) Tillykke!

      Slet
  7. Hvor lang tid skal der sættes af til de 8 poster?? Vi holder fødselsdag for 9 piger��

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi brugte nok et par timer på det, og sad så vi og nød den hjemmebiksede lagkage til sidst. Vi havde - så hut og visker - inviteret til fødselsdag i 3,5-4 timer. Pigerne brugte også tid på leg på værelset :-)

      Slet
  8. Forslag til 9 og 10 års posten?
    Mvh Maja

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Maja,

      Tjo.. Det kunne være noget med at I blev 9 år og kunne få nøgle hjem til - og så lave en simpel nøglering.

      En ekstra leg kunne også være tampen brænder og lave posten i den her dur:

      "Da I blev X år begyndte I at "glemme" at rydde op efter jer. Nu skal vi lege tampen brænder. Hvem finder først den næste post?" Og den næste post kunne så være tampen børnene skal finde.

      Jeg vil altid skubbe lagkage-indslaget til sidste post - bare fordi så sidder pigerne roligt og det er en god "finale" :-) Om det så er 6, 7, 8, 9 eller 10 år :-)

      Denise

      Slet
  9. Sikke en fin og sjov ide! Den tror jeg at jeg snupper til min datters 9 års fødselsdag. Lavede du den som en rigtig skattejagt eller hvordan fik de posterne? Kh Maria

    SvarSlet
    Svar
    1. Opgaverne har tal på og de fik dem en ad gangen, efter hver løst opgave. Det er nok i sig selv, med opgaverne i kuverterne, men kan du få sneget en slags skattejagt ind også, ville det da være genialt! :-)

      Slet
  10. Det er da en fantastisk ide! Min datter fylder 10 og jeg ville gerne holde fødselsdag hjemme for hende denne gang. Hun har lavet noget lignende tidligere et andet sted, men på mindre tid, så jeg tror godt ideen kan genbruges :D

    SvarSlet
  11. Rigtig fin idé. Den vil jeg bruge til min datters fødselsdag. Hvordan fik du dem fra post til post. Skulle de gøre noget for at finde næste post?

    SvarSlet
    Svar
    1. Opgaverne har tal på og de fik dem en ad gangen, efter hver løst opgave. Det er nok i sig selv, med opgaverne i kuverterne, men kan du få sneget en slags skattejagt ind også, ville det da være genialt! :-)

      Slet
  12. Tak for lån af en super idé, vi brugte i lørdags til Williams 9 års fødselsdag for klassen.
    Vi holdt festen på en legeplads i en park. Fødselaren var den første der skulle gemme posten, mens de andre lukkede øjnene. Den der fandt posten fandt en pose (genluk) hvori der på et papir stod tallet på posten. Hvis man fandt posten flere gange måtte man give den til en anden. Det virkede fint.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det fedt at høre! Og god idé med genluk-poserne, så posterne var klar til den næste ven der skulle prøve opgaverne.

      Slet

Instagram

Sirlig. Theme by STS.