Man må ikke sluge kernerne fra vandmelon

... for så vokser der vandmeloner i maven på dig!

Dén frygt havde jeg virkelig da jeg var lille. Andre sagde at hvis jeg slugte kernerne, ville vandmelonerne vokse ud af ørene på mig – ingen af delene lød specielt rare.

Uge 26

Min mave vokser nu, der er bare ikke en vandmelon i den og jeg har forstået, at det slet ikke kan ske det med vandmelonerne. I stedet skabes der et barn, lige nu, i min mave, vores barn. Vores 3. barn. Jeg er gravid og om nogle måneder, så sker den helt store omvæltning herhjemme.

Vi går fra at have 2 store børn, på (snart) 7 og 11 år, til at have to store børn OG en mini, som trods størrelsen, vil gøre alt anderledes.

Lille kylling

Vi fortalte pigerne om graviditeten på Store Bededag, efter en vellykket nakkefoldsscanning. My på 11 år græd ved beskeden. Helt uhæmmet. Min første tanke var, at hun var så ulykkelig over vores egoistiske planer om et endnu et barn. Men tankerne blev gjort til skamme: hun græd af glæde og fik blandt tårerne fremstammet, samtidig med at hun holdte det grumsede scanningsbillede i hænderne, ordene "jeg er bare rigtig glad" – orv. Det fik mig i tårer. Og Pixie brød i gråd. Dér sad vi, 3 finker og græd, midt i de varme hveder. Og der var en person der overværede det hele, alt imens han grinte.

Det var nok et kønt søn. Vi krammede. Grinte af os selv, da tårerne var stoppet. Og så kom spørgsmålene fra de to store piger og de er kommet væltende lige siden. De spørger om babyen, til mig, hvordan man gør det ene, hvordan man gør det andet. Det er virkelig fantastisk.

Mynthe vil så gerne være med til at forberede og lave ting til babyen. Den her spilledåse har hun lavet, med lidt hjælp fra mig.

Selvom det absolut ikke stod skrevet i planerne for år 2018, at vi skulle begynde forfra, igen igen igen, så er det bare sådan det skal være. Jeg indrømmer gerne at jeg græd af frygt, da jeg så den positive test, og de efterfølgende dage var jeg ikke til at være i nærheden af. Jeg var i vildrede.

Nu glæder vi os, samtidig med at der er mange tanker og forestillinger omkring endnu et barn.

Boligen, vores hjem, skal også vendes lidt på hovedet, værelser rykkes rundt, ordnes, have nye funktioner. Bilen må nok også finde en mindre familie at bo hos... Alle de ting der skal købes ind til baby (hvilken skam.. Høhø), fordi vi virkelig har givet alt væk eller solgt det... Hverdagen ændrer sig totalt... Friheden i at have store børn, den skubbes liiiige et par år...

De gode ting opvejer dog alt. Tænk sig, vi giver pigerne endnu en søskende. Og vi skal være forældre igen.

Til november sker det og om det bliver en pige eller dreng, det ved vi ikke. Jeg har simpelthen valgt at vi ikke skal vide det. Med de to piger, vidste vi besked om kønnet i de helt tidlige uger af graviditeten. Det var selvfølgelig også en dejlig overraskelse, der midt i ligamentsmerter og forberedelse. Men at vente helt til fødslen med at vide besked, det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Og nu får jeg min vilje..

Jeg har dog en fornemmelse af kønnet, men om den holder stik, det må tiden vise.