Hej Hanzō! – og et lille pip om kræsenhed


Der var smil og glade maver, da vi forleden besøgte Madklubbens asiatiske restaurant Hanzō på Værnedamsvej. Vi var inviteret ud for at prøve børnemenukortet og vi voksne fik lov til at komme med – det var vi ret glade for.

En hurtig kort anmeldelse: her kommer vi igen!

Vi elsker at komme ud og smage noget nyt, opleve andet end at sidde rundt om spisebordet dag ud og dag ind. På den måde får vi også nye idéer til dagligdagens mad med hjem. Både Pix og Mynthe er gode til at spise ude, men vi vil allerhelst komme steder hvor børn også er velkomne. Dét var de lige her, i allerhøjeste grad.

På hyggelige Værnedamsvej ligger 
Hanzō i fine omgivelser. Rå, rødlige, rolige toner. Menukortet bugner af spænednde retter og giver dig lyst til at tage en af hver, men det er de heldigvis klar over: der er et valg, der hedder "en af hver".

BØRNEMENUEN

Børnene valgte en såkaldt bentobox, en fint opdelt boks - lige som børn elsker det - med 4 forskellige retter og ris som tilbehør. Fisk, kylling, ruller med laks, kimchi og avokado, samt gyoza. Noget velkendt, noget nyt og nye smage. Mynthe elskede rub og stub. Pixie på 6 år spiste også godt for sig, men var alligevel lidt tilbageholdende med gyozaerne da der var svampe i. Dem har hun ikke lært at mestre endnu. Det kommer, det kommer..







Testen til forældre. Og glæden hos børn - japanske soda'er

Sodavanden der hørte til menuen var nærmest en gave i sig selv: når tjeneneren sætter den på bordet og fortæller at nu kommer det an på hvor stærke forældrene er, om man får sin sodavand eller ej, så er det som om børn bliver endnu mere interessede. Den krævede en kvindes råstyrke
(jeg vidste bare at det gav mange muskler at se Beverly der tilbage i 90'erne), så jeg fik poppet begge sodavand åbne. Svup! Sagde det, hvorefter en lille glaskugle lagde sig i toppen. Der skal også hældes på en bestemt måde, for at sodavanden overhovedet kan komme ud. Det er en kaliber for sig og jeg kan ikke helt forklare det magiske omkring den sodavand. Begge piger synes at den var sej - og lige så tilpas syntetisk i smagen som børn synes den slags skal være.



TIL DE VOKSNE... OG DE SPECIELLE VOKSNE
Min mand blev for et års tid siden vegetar og det forsøger jeg ind i mellem at tage hensyn til (jeg skal altså ha' en sandwich med det hele i ny og næ, baby needs it). På 
Hanzō tager de hensyn til de ikke-kødædende mennesker hver dag, for der var ingen problemer i at gøre Jonas meget mæt og tilfreds, trods menukortet ved første øjekast kun bød på en enkelt vegetarret. Der blev valgt 3 retter og prisen er altså heller ikke helt hen i vejret, 225 kroner lyder det på, dog kan enkelte kødretter giver et tillæg, men det var ikke et problem lige med dén her mand.

Så var der baby og jeg - vi fik os alt godt fra havet: friterede blæksprutter med yarn tomat og lotusrod, lakseruller og kulmule med sake og rød miso til hovedret. Jeg savler bare ved tanken om det hele igen. Klokken er 8 om morgenen og jeg kunne snildt lige negle sådan en omgang igen. Det var virkelig lækkert det hele.






DESSERTEN

Dessert hørte der også til børnenes bentobox, så det var et alt-i-ét valg. Mangosorbet med marengs blev sat foran børnene og som de begge udbrød: "Den får 10 ud af 10 point". Well.. Jeg ved hvor de har deres dessert begejstring fra... Den smagte også umådeligt godt. Sådan en intens mango smag med bløde søde knuste marengs. Det var den bedste afrunding på en velsmagende aften.


DESSERT! YAY!


Vi skal tilbage igen, det er helt sikkert. Det er skønt at komme ud! Og det synes børnene også.. Også dine. Så tag dem nu med ud... Lad dem prøve noget nyt, lad dem lære at smage, prøve sig frem og også at sige "nej tak". Det er dejligt at få oplevelser, tage ved lære og prøve et nyt køkken. 



Inden vi vente dytten mod Whiteover, skulle der lige hoppes og danses lidt - dét er altså dejligt med den spontanitet. Det burde vi voksne også praktisere


Kræsenhed kan tit spores tilbage til hvad forældre orker. Ikke altid. Men tit. Børn opvokset i Indien spiser gerne stærke retter. I Kina kan man vist heller ikke ligefrem tro på, at der kun serveres spaghetti med kødsauce, pizza og burger. Nej, vel?

Tag dem med ud. Gerne på 
Hanzō. Og nyd det – også den der rynken på næsen når noget helt nyt sættes foran dem og nyd især når barnet opdager, at det jo egentlig smager rigtig godt.

Velbekomme.

Send en kommentar

Instagram

Sirlig. Theme by STS.