OPSKRIFT: burger med sød kartoffel og en feisty agurkesalat


Vi spiser jævnligt vegetarisk da en enkelt af os herhjemme, lever som vegetar. Vi andre spiser alt. Men at kunne finde gode retter, som vi alle kan spise sammen, især til aftensmaden, er heldigvis blevet nemmere med årene - for ja, i begyndelsen, for knap 8 år siden hvor vegetaren indfandt sig var det svært.

Vi fik måltidskasser med vegetarretter, så vi kunne lære den "nye verden" at kende - og det lagde en rigtig god bund for at kunne finde frem til netop smagfuld god mad, som hele familien kunne (og kan) li', for det er altså anderledes at sammensætte vegetarretter, det er sjældent at man blot kan udskifte kødet og så synes at retten er komplet. Der skal noget andet til, og retterne skal vinkles på en anden måde.

Vi har en håndfuld gengangere vi altid går tilbage til og den her burgeropskrift er en af dem. Gæster bilder os også ind, at de også kan li' den, og jeg tror efterhånden på dem.

I den håndfuld af retter ynder vi at lave til både hverdag er fest, er der også okonomiyaki, shakshuka, burratapasta med brunet smør og kartoffelpizza. Men her og nu handler det om burgere 🍔

Opskriften hos Coop har jeg lænet mig meget op af, så ret skal være ret, de får et link herind for det var netop her vi i første omgang fik vækket interessen for at lave en sød kartoffel-burger: COOP - burger med søde kartofler

Alligevel følger vi ikke rigtig den opskrift, for flere ting udelader vi, andre ting har vi peppet lidt op og vi har også skåret et par hjørner:


BURGERE MED SØDE KARTOFLER OG AGURKESALAT
Til 6 personer - 2 burgere til hver, for I gider ikke spise fritter, når I kan få de her burgere

DET SKAL DU BRUGE

SØDE KARTOFLER
1 kg søde kartofler
3 fed hvidløg
1 spsk røget paprika
1 spsk spidskommen
1 spsk Cholula eller Tabasco (har du ikke dette, så en anden chili/pebersauce og lidt eddike)
1 dl olivenolie (eller anden olie, hvis ikke du har denne)
1 tsk salt
200 gram cheddar (gerne en god moden en, som du selv har revet)

AGURKER
1 stor agurk - eller 2 mindre
2 rødløg 
1 bundt frisk koriander
2 lime, saften herfra
1 spsk eddike
Salt

BURGERBOLLER
12 burgerboller - enten bagt derhjemme eller bragt til hjemmet


SÅDAN GØR DU


Kartoflerne skrælles og skæres herefter i ca. 2 cm tykke skiver, på den led der giver den største overflade.

Bland marinaden til kartoflerne sammen i en stor skål, hvor der også er plads til de skrællede og skårede kartofler. Kom dem i skålen, vend dem godt rundt og lad dem eventuelt trække lidt i marinaden. Jeg lader dem gerne stå en halv times tid overdækket med film.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft.

Klargør et par bageplader med bagepapir og læg herefter kartoffelskiverne ud i et enkelt lag på hver plade.

Drys med den revne cheddarost over kartoflerne, så de er flot dækket.

Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, tjek at de er møre og at osten er flot gylden og indbydende.

I mens kan du lave agurkesalaten. Jeg ved godt at koriander kan dele vandene, giv det en chance, det smager godt til den søde kartoffel og med den spicy røgede undertone i retten - men hvis det er helt grelt og onkel Torben sidder og græder over sin burger, og er ved at krænge det hvide ud af øjnene fordi at "koriander er en ond urt", så må du vise medmenneskelighed, og lave en lille bitte skål med agurkesalaten uden koriander til staklen der ikke er madmodig (hehehe).

Skær agurk og løg ud i tynde skiver, uden at skære dine egne fingre af. Bland det i en skål med limesaft, eddike, lethakket koriander og lidt salt. Det skal ikke være sølet ind i væske, men bare lige være vendt godt rundt.

Lun burgerbollerne som du ønsker dem, gerne på eftervarmen fra ovnen, og lav herefter burgerne med den gode indkøbte chilimayo, den feisty agurkesalat med koriander og de smagfulde skiver af sød kartoffel.


Send en kommentar

Instagram

Sirlig. Theme by STS.