Mor til 3

21 november 2018

... det er mig.

Det er sjovt at se på skrift. Og at sige det højt. Og at smile det.

For knap en måned siden, i slutningen af oktober,  kom der den fineste lille putte til verden. Hele graviditeten har det været uudholdeligt for familien, veninder og venner, med tanken om hvad der nu gemte sig. En pige eller en dreng?


Min - meget stærke, host - kvindeintuition var sikker på at det var (endnu) en pige til flokken.

Men ind i mellem, så overraskes man på forunderlig fin vis.

Der kom, efter en god fødsel på Rigshospitalet, om formiddagen, alt i mens solen strålede ind af vinduet, den skønneste lille dreng til verden. Lillebitte og fin. 3 kg og 49 cm. Og han er heldigvis vores baby purløg 


Vi har det dejligt, men orv en mavepuster det er, pludselig at have en baby i huset. Alt foregår i et andet gear og jeg tror det er sundt for os. De sidste 4 uger er fløjet afsted. Bogstaveligt talt. Jeg skal som "pigemor" lige lære en masse: især det der med bleskift. Hvordan kan nogen dog påstå, at det er nemmere at skifte en dreng end en pige? Jeg er blevet overtisset op til flere gange nu og er først nu ved at lære den videnskab det er, at placere ormen korrekt når bleen lukkes. Jeg lærer så meget nyt, med ham den lille bitte purk.

Midt i det hele lærte jeg også, at drengenavne ikke er min stærke side. Han skal nok få sig et navn og vi er ved at være tæt på. Der er bare lidt knirkeri i beslutningen, vi lige skal være enige om.




Vi er allerede ved at være godt tilpasse i vores nye roller: de søde storesøstre, moderen der alt i alt agerer malkemaskine lige p.t. og faren der vist nok er lidt udfordret ved at skulle tilbage på det der job: det er jo svært at sige farvel om morgenen til den der nuttede skumfidus – og os andre, bevares.

Nyder i øjeblikket alt det jeg kan og suger til mig. For jeg ved jo godt, at lige om snart render han rundt i Spiderman dragt, med leverpostej i hovedet, uglet hår og siger som en brandbil 

2 kommentarer

Instagram

© Sirlig