hurtig dessert

31 august 2015





"Skyr is! Så lækker at du glemmer at det slet ikke er is, smag den før din nabo!". Den holder ikke. Vi smager, vi forsøger at bilde os selv ind, at det er ret godt, men inderst inde græder den lille pige højlydt og vil meget hellere have en bamseis med tyggegumminæse!

Men NU sker det! En sund(ere) is, kun én ingrediens, nem at lave og så både smager det som og ligner is.

Det er lidt som om mit fokus er skredet lidt fra bolig til mad, men frygt ej, det er kun fordi jeg er ret meget et menneske som alle andre, at jeg også spiser ind i mellem. Jeg bliver ikke ret mæt af at dimse børneværelser eller male stue.

Jeg er faktisk slet ikke den store isspiser, jeg er meget mere til chokolade. Eller en stor rød bøf. Ikke på samme tallerken, men du forstår hvad jeg mener.

I sidste uge forsøgte jeg mig med den simple bananis. Den er nem at lave, du skal simpelthen bare skære bananerne ud, fryse dem let (et par timer), blende dem til en mos, fryse dem igen og så vente til de er gennemfrosset. Og det var faktisk ret godt, specielt med chokolade ovenpå (høhø).

Et lille ekstra tip må være, at de i Føtex er begyndt at sælge poser fyldt med bananer, til en flad 10'er. Bananerne har måske et par ekstra pletter og er mere modne end de andre, men de er perfekte til denne is! Jeg købte en sådan pose, 10 kroner for 10 bananer og det gav 1,5 liter is.

Velbekomme!

14 december 2012


Jeg er vild med den her dessert! Egentlig ret nem og forbandet lækker! Opskriften er fundet hos DR, med et par modificeringer som passede til de ting jeg havde i skabet.

Det er landskendt at jeg elsker chokolade. Selv mine børn har lavet en sang om det (no kidding!).

En pavlova er måske i den klassiske forstand en lys kæmpe-marengs, men at forkæle den med kakaopulver og mørk chokolade gør drømmen endnu vildere.

DET SKAL DU BRUGE
6 æggehvider
300 g sukker
3 spsk kakaopulver
1 tsk hvidvinseddike (balsamico eller rødvinseddike kan også bruges)
50 gram finthakket mørk chokolade (jeg har brugt 70% og måske lidt mere end 50 gram) 
1/2 liter fløde 38%
Hindbær og gerne andre bær også. De skal blot være friske

SÅDAN GØR DU
Sæt ovnen på 180 grader (varmluft).

Pisk æggehvidene til de kan stå (tip, start med at piske dem 1 minuts tid ved lavt tempo, derefter kraftigt, det gør dem endnu bedre).

Tilsæt sukkeret en spiseskefuld af gangen.

Tilsæt eddiken og pisk lidt videre.

Si kakaopulveret i og pisk let eller vend det med en spartel.

Kom det hakkede chokolade i.

Placér den meget klistrede luftige masse på bagepapir og lav en "klat" på ca. 20-25 cm i diameter. Gerne med lidt høje kanter.

Sæt pladen i ovnen (når den er på 180 grader!), og skru derefter straks ned til 150 grader når du har lukket lågen igen.

60 minutter i ovnen skal den have. Sluk derefter ovnen, lad ovnen køle lidt, åben lågen og lad kagen stå i ovnen gerne 1 times tid igen, så den roligt blive kølet ned.

Når den er helt kølet af, pisk fløden til flødeskum, smæk det på din lækre store marengsbund og kom hindbær og måske andre bær på toppen. Du kan også rive chokolade over kagen.


Servér og spiiiiiis!



Instagram

Sirlig. Theme by STS.