OPSKRIFT: Verdens bedste, nemmeste brød




Stegesoen her i huset, har efterhånden bagt en del brød og oftest de langtidshævede af slagsen. Verdens nemmeste - og bedste - brød er perfekt bagt i sådan en lerkrukke! Men... Det tager laaaang tid at lave noget så godt. Helt præcist tager det 22 timer og 49 minutter. De 4 minutter af dem, har du reelt set dejen og brødet i hånden - resten er bare tålmodighed og tid.


INGREDIENSER

1 g tørgær eller en klump almindelig gær på størrelse med en ært
300 g vand
400 g hvedemel
8 g salt
En stegeso/Rømertorpf/støbejernsgryde


SÅDAN GØR DU

1.
Opløs gæren i lunkent vand i en stor skål, og bland resten af ingredienserne i efterfølgende. Du skal ikke ælte, men blot vende melet og vand med en gaffel/ske/lignende, indtil alt melet er vådt.

2.
Dæk skålen med husholdningsfilm og lad dejen stå på køkkenbordet i 12-18 timer – 18 timer er bedre end 12.

3.
Efter de mange timers ro, hæld da dejen ud på et meldækket bord. Dejen vil flyde lidt ud. Fold den et par gange ind over hinanden med hænderne, først på den ene led, så på den anden. Den skal gerne være "løs".

4.
Læg dejen op i en skål, der er smurt på indersiden med olie som igen dækkes til med husholdningsfilm. Lad den hæve i yderligere to timer.

5.
Sæt nu din stegeso i blød i vand, så den er mættet inden brug.

6.
En halv times tid inden du skal bage dit brød, tænder du for din ovn. Hvis den kan nå op på 250 grader er det godt, kan den kun klare 230 grader, skal det nok også gå. Når ovnen er så varm som den kan blive, sætter du stegesoen ind i ovnen (med låg på, så der kan dannes damp i den), og får den varmet godt op. Den skal gerne stå og varme op i ovnen i mindst 20 min. inden brug.


OBS: har du en støbejernsgryde du vil bruge til at bage brødet, kan du sagtens gøre det. Den kræver selvfølgelig ikke iblødsætning eller samme forarbejde som stegesoen gør.


7.

Tag den brandvarme stegeso ud af ovnen (vær forsigtig, hilsen mor) og hæld med det samme dejen op i – det kan være nødvendigt at skrabe dejen ud med en dejskraber.


8.
Sæt gryden/stegesoen i ovnen igen indeholdende dejen OG med låg på, og bag brødet i 30 minutter. 


9.
Efter 30 minutter tager du stegesoen ud, fjerner låget og sænker temperaturen til 230 grader (hvis du kun har sat den på 230 grader fra start, lad blot graderne forblive på 230 grader), og bag i yderligere 15 minutter. 


10.
Tag herefter brødet ud af ovnen, vip det ud af stegesoen og lad det gerne afkøle på en rist i et par timer - hvem prøver jeg at narre? Et nybagt brød kan absolut ikke være i fred i 2 timer. Spis det, når du tænker at det er kølet nok af til at du kan skære i det. Velbekomme!

2 kommentarer

  1. Uhm, det er det lækreste brød. Jeg har bagt det for lææææænge siden, og jeg får da virkelig lyst til at gøre det igen. Tænk sig, at jeg kunne glemme det lækre brød :D

    SvarSlet
  2. Lyder meget spændende, det vil jeg prøve.
    Mon jeg kan bruge spelt mel?
    Hilsner og en skøn dag :-)

    SvarSlet

Instagram

Sirlig. Theme by STS.