Print-selv-invitationer til "Burger & bio" fødselsdag


Hvert år skal der holdes et hav af fødselsdage! Når jeg sådan tænker det igennem, så fejres børnene hver især oftest på 3 måder/dage: på selve dagen, fejring for familie i weekend og fejring med vennerne. Udover det kommer der også alt det der skal deles ud i klassen og til fritidsaktiviterer. Yikes! Enkelte år kan man være så heldig at fødselsdagen falder i en weekend, så den store begivenhed kan fejres enten med familie eller venner (eller samlet) på dagen. Så sparer man lige en anden weekend med tjuhej og badutspring.

Jeg kan virkelig godt li' at have gæster, jeg synes det er så dejligt at finde på hvad der skal serveres, kagen, pynten, det hele. Men jeg kan også godt li' at det ikke bliver alt, alt for meget.

Mynthe er min ældste og hun er lige blevet 11 år her i januar. Stor, dygtig, klog og sjov pige, dejlig og god til at samtale. Og jeg vil lige nævne igen: 11 år = til tider svær at finde ud af. Fødselsdag ville hun gerne holde, men når man når de 11 år er det ligesom om at stopdans, boller og lagkage ikke helt kan følge med mere. Tidligere har jeg tyet til denne her løsning, med en slags opgaveskattejagt som har været en stor succes! Det kan virkelig anbefales, det var skide sjovt!



I år blev til det til burger og bio derhjemme. De inviterede piger fra klassen fik hver især en billet og jeg hentede dem efter skole. Fødselsdagen varede 4 timer, det er ret passende, både for børn og voksne, selvom det er utroligt meget nemmere at have 10/11-årige på besøg end dem på 6 år. Der er bare liiidt mere at holde styr på, med sådan nogle små ben :-)

Jeg havde på en plade med tavlelak skrevet dagens program på, VIP-liste og det hele. Mine lige linjer til teksten  på tavlen var ikke så sirlige, men skidt pyt, det blev så fint synes jeg og lige et plus til dagens fest – tavlen stod foran huset, blandt flag og vimpler som bød velkommen. Flere af pigerne havde faktisk taget deres "billet"invitation med, for at give mig den ved indgangen - det var lidt sjovt :-)

Vi har den vildeste burgerbar her i Hvidovre, hvor de virkelig laver gode burgere! Og fordi det hverken har en prominent kok med et fancy navn bag eller en adresse midt i København, så er priserne også til at tage at føle på. En menu med en god, stor burger, dyppelse, sprøde fritter og drikke koster 75 kroner. Den menu serverede jeg for pigerne og der blev simpelthen ædt igennem!
Bagefter åbnede Mynthe alle de fine gaver og så var det en tur i (hjemme)bioen, med en pose popcorn hver og en sodavand i den anden hånd. Dagens film var Alice i Eventyrland.


Har I et lærred og projekter, så brug det – de nyere film kommer simpelthen så hurtigt til leje eller på streamingtjenesterne, at jeg synes det var lidt meget at give 100 kroner per barn per billet for at se en film i biffen. Ork jo, det ER hyggeligt at være i den rigtige biograf, men derhjemme kan børnene tage den lidt mere roligt, måske grine og snakke lavmælt, uden at genere fremmede. Og så er transporttiden hjem heller ikke noget man skal døje med :-) hvis I vil gøre ekstra meget ud af det derhjemme, kan I jo sagtens hænge sort jerseystof op på væggene, lægge madrasser frem og gøre det super cozy, så det følges som om de sidder i noget andet end stuen derhjemme.

Det var virkelig hyggeligt og der var fin tid til at pigerne kunne sidde lidt på værelset, tale, grine og lige lege med lillesøsters racerbane. En rigtig fin dag og måske inspiration til andre store børns kommende fødselsdage. Mynthe var i hvert fald rigtig glad!

For at komme igang med at holde en burger & bio-fødselsdag er her i hvert fald en lille hjælp med invitationerne. Jeg har lavet en redigeret version af Mynthes billetter hvor I selv kan skrive navne og info til den kommende fejring.


I PDF-filen er der 4 billetter til en A4-side. De fleste printere kan sagtens printe på almindeligt hvidt karton, så gør det hvis muligt, da billetterne så bliver lidt mere holdbare. Alternativt kan du printe på almindeligt printerpapir og klæbe på karton efterfølgende.

Du skal klippe langs den beige kant og ikke den røde streg. Jeg har sat billetterne helt op ad hinanden, for at du sparer et par klip :-) For at give billetten en ekstra detalje, kan du klippe med en zig-zag-saks i hver ende.

Jeg håber at I får en dejlig Burger & Bio-fødselsdag hos jer!

Send en kommentar

Instagram

Sirlig. Theme by STS.