Små bøjler / DIY



Herhjemme var der i januar meget fokus på de allermindste damer i huset: dukkerne. Der blev bygget skab, køjeseng af papkasser, fundet nattøj til dem og hele moletjavsen.

Klædeskabet var jeg med til at lave, det kan du se en guide til i det her indlæg, sengene stod Pixie og My selv for, nattøjet blev mormor lokket til at forære. Jeg fik dog et sideprojekt: bøjler! Nok bøjler, til alt det tøj der skulle hænge i skabet.

Tidligere har jeg lavet små bøjler til Barbietøj ud af papirsclips og derfor tænkte jeg at det måtte kunne laves i et lidt større format, i samme materiale.

I værkstedet havde jeg noget tykt stål/jerntråd liggende, hegnstråd kaldes det vist egentlig, som jeg begyndte at bøje, bukke, bule og banke på. Sådan ca. 11 bøjler senere fandt jeg frem til noget brugbart. Elefanttråd kan nok også bruges, det som der ind i mellem benyttes i buketter. Det er også helt lige og gør nok udformningen af bøjlerne endnu mere præcis.

Det gode ved det ståltråd jeg havde liggende er at jeg kan lave ubegribeligt mange bøjler, meget billigt. 12,50 krone var prisen for det – for hele 25 meter. Fandt det i Harald Nyborg, hvis nogen skulle komme den vej forbi. Sær biks, med både hundemad, cykler, tusser og en rollator kan du altså også få.

I videoen herunder kan du se hvordan bøjlerne laves. Hvis du kan lave den spot on første gang, så vil jeg virkelig gerne høre det, jeg synes det krævede en del forsøg at få grebet om dem, men NU kører det. Hvis alt går galt, så kan jeg blive hende som bøjer renseribøjler til hele landets renserier. Omend de bliver lidt små til alle skjorterne, hvis jeg ikke skalerer størrelsen en anelse op...


DUKKEBØJLE

Det skal du bruge til én bøjle:

- 40 cm ståltråd i ca. 1,4 mm tykkelse
- rundstok i ca. 2 cm tykkelse
- knibtang
- fladtang

Bøjlerne her er i gennemsnit 15 cm bredde og hvor du skal bøje osv. kommer lidt an på hvilken dukke der kræver nyt tøj. Prøv dig frem med de første par bøjler. Hvis jeg selv havde strikkeevnerne og fx skulle lave en dukkestriktrøje, ville jeg virkelig også sørge for en bøjle - meeeeega fint! Måske endda en bøjle lavet af messing. Sådan en har jeg også foldet, men messingen er en del hårdere end stål/jern og derfor synes jeg ikke at det egnede sig til at blive lavet til en video. Jeg håber at den her gør-det-selv-video kan hjælpe til med, at der bliver lavet en masse yndige miniature bøjler, til de fine dukker rundt omkring i landet.


4 kommentarer

  1. Hvor er de rigtig fine - både bøjler og skab, helt ked af at mine piger er ved at være over dukker alderen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak, Camilla.

      Så er dine piger bare i en anden dejlig alder, hvor der er andre ting der kan laves. Det er også "kun" min den mindste der sådan rigtigt tager sig af dukkebørnene, men den store har det med liiiige at snige sig lidt med. Det er svært at være 11 år :-D

      Slet
  2. Hej
    Syntes det er en ret flot væg, hvordan har du lavet stjernerne?

    SvarSlet
  3. Mange tak :-) Stjernerne er wallstickers, fra min egen webshop - sirlig.dk

    SvarSlet

Instagram

Sirlig. Theme by STS.