30 oktober 2019



Der er en bølge af fødselsdage hos os i øjeblikket og min force er blevet at lave fine velsmagende kager, men med en minimal indsats. Det er altså et godt match, med sådan en børneflok. Vi har heldigvis fået arrangeret det sådan – eller ved et held ramt – fødselsdagene så de ligger i hver sin måned.

Pixie er blevet 8 år. Hannibal er blevet 1 år. Ja ja, der gik lige et år – jeg ryster på hovedet igen, selv nu her hvor jeg skriver det. Om lidt bliver min mand en milliard år, og derefter min bror, og så sniger Mynthe sig op på hele 13 år. Hvor er smiley'en med kæmpe store grædende øjne? Jeg har brug for den hér.

instagram viste jeg kagen der blev serveret til ham mindstes fødselsdag. Den breakede næsten internettet.. Næsten...

Inspiration til den fandt jeg på altid leveringsdygtige Pinterest og freestylede herefter min egen udgave. Så jeg tager ingen credits for opfindsomheden, men viser i grove træk, hvordan den laves.

Jeg forventer at I deler og viser lidt frem af hvad I kan få grundkagen tryllet om til: jeg tænker panda, kat, hund, kanin – ja, vel egentlig også et Popsi- eller Cirkeline-hoved kunne blive tryllet frem med samme fremgangsmåde, måske blot med hvid chokolade tilføjet lidt pudderfarve til ansigtet?

Fyldet kan du variere som du har lyst. Jeg tænker også at man kan bage en hel kage og blot skære formen ud som en bjørn. Eller lave en helt klassisk lagkage med fyld som de nu har, det er altid dejlig, fyldet skal blot kunne fungere sammen med chokoladeganachen der er lidt kraftig i smagen. Du kan også smøre kagen op med nutella eller lignende chokoladecreme, jeg vil dog nok tilføje en god klat smør eller andet der kan få den til at være nogenlunde skærefast.

I vores kager var der: 
- 6 lagkagebunde (købebunde, Lidls kagebunde er gode)
- bananer i skiver
- hvid chokoladecreme
- en (for lille) klat bærmousse smurt på lagene så det kunne suge

Jeg synes den blev lidt tør på selve dagen, så jeg ville nok til en anden gang vil jeg nok bruge en bærmousse af en art, så der kommer noget med mere fugt. Det passer også godt til den kraftfulde chokoladeganache.

Og det med opskrifter.. Jeg synes det er hammersvært, om jeg "tør" dele en bestemt opskrift, for jeg plejer altid at justere i de opskrifter jeg finder og kan bagefter slet ikke huske hvad jeg reelt puttede i af mængder af de forskellige ingredienser. Derfor er nedenstående blot tilføjet, for at der er et udgangspunkt at gå ud fra, for at nå frem til bjørnen.

FORMEN
Hovedet er lavet af 3 lagkagebunde (og hey, bag dem endelig selv! Hvis jeg havde haft tid, havde jeg også gjort dét) og 2 lag fyld. Ørerne har jeg stukket ud ved at bruge en skål af passende størrelse og skære så de fik rundingen fra hovedet og nemt kunne "sættes på" hovedet.

Snuden er 2 bunde og en smule fyld i mellem, samt under, for at den sad fast på den store lagkage. Næsens mål er også lavet med en skål, på ca. 12 cm i diameter.



FYLD
Hindbærmousse plejer jeg at lave ud fra denne opskrift - og så alligevel ikke altid. Jeg kommer ikke altid æggeblommer i. Så tilføjer jeg i stedet en snert ekstra fløde og måske sukker.

OVERTRÆKKET
Chokoladeganachen (mørk) til at dække kagen med, eller opsmøre den som det hedder, er lavet med 250 ml fløde og 250 gram chokolade (ca. 56%). Hak chokoladen, kom den i en skål. Fløden skal i en gryde og varmes godt op. Den skal ikke koge, men være rigeligt varm. Hæld den over den hakkede chokolade, lad det stå et minuts tid og rør det herefter godt sammen. Jeg oplevede at min ganache ikke blev helt så fast som jeg ønskede den, så for at være helt sikker på at den ville sætte sig ordentligt, kom jeg ca. 75 gram (rigtig) smør i.

Den lysere ganache der er brugt ved snude og i ørerne, er lavet næsten på samme måde, men blot med 1 dl fløde og omkring 200 gram hvid chokolade, og tillføjet én enkelt firkant mørk chokolade i (må svare til ca. 25 gram). Hvid chokolade blive slet ikke lige så hård som mørk chokolade, så derfor skal der meget mere i til den lille mængde fløde. En lille klat ægte smør blev også her tilføjet.

Begge ganacher sættes på køl et par timer. Herefter er de klar, vend dem igennem (hver for sig) og brug dem på kagen.

Tilføj den mørke ganache alle de steder det skal være mørkebrunt på bjørnen. Smør også op omkring næsen, så den skråner lidt (se foto). Herefter tilføjer du den lyse ganache ved næse og i ørerne. Nu er kagen smurt glat op. For at få "pelsen" vakt frem, brug da en gaffel og "riv ud" i ganachen. Du kan næsten ikke gøre det forkert. Hvis du mangler lidt ganache hist og her kan du godt tilføje det og lave ny pels. Gør det overalt, undtagen på den lysere chokoladeganache ved næse og ørerne.

Sæt på køl. 

Øjnene skal laves af smeltet mørk og hvid chokolade, på et stykke bagepapir. Jeg lavede et par forskellige, så jeg til sidst kunne matche et par nogenlunde ens klatter. Snuden er lavet på samme måde, formet som en trekant, munden på bjørnen er streget op inden snuden blev sat fast på den.

Den lille kage til Hannibal, er lavet af bananpandekager og et lag flødeskum yderst. Den er pyntet med (købe)bier, som han end ikke fik lov til at bide – dem tog storesøstrene.

Mon det overhovedet er en hjælp det her? Jeg håber det, jeg er bare slet ikke hende der går slavisk til værks i køkkenet, det må jeg øve mig på. Del endelig med mig, hvis I giver jer i kast med noget lignende, vil gerne se dem.


07 maj 2019







Et værelse - et drengeværelse. Det har vi nu.

Det er ikke proppet med klassiske "drengeværelses"-ting, men det synes jeg ikke at det skal: vi ved da ikke om Hannibal er vild med biler, ballerinaer eller frøer. Det må vi se med tiden. Lige nu og lige her, der kan jeg stadig bestemme hvad der er på hylderne og da Hannibal fik så mange fine gaver til sin dåb, er mange af dem sat på hylderne.

Jeg er rigtig glad for det, glad for det rummet er blevet til, at jeg turde male kanten rundt i samme farve og brede som hylderne. Glad for at jeg turde male loftet – for den slags gør man jo normalt ikke... Jeg satte grænsen ved gulvet, selvom det kunne have været fedt at der også var malet grå/grøn/blåt dér.

Hylderne fik jeg skåret til i Bauhaus af 16 mm MDF-plade. Jeg målte faktisk forkert, så de er kortere end jeg ville have haft dem, men fordelen ved at de ikke går helt ud til siderne (som jeg ellers ville have), er at ledninger fra lamper kan løbe langs hjørnerne. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget. De måler 16 cm i dybden, lige så de passede med en Totte og Lotte-bog. Det er jo en helt klassisk målenhed, på linje med mælk og fodboldbaner... Haha

Jeg malede hylderne med hæftegrunder og derefter 2 x maling (Jotun Lady Pure, 6352 Evening Green, kan fx købes her*). Jeg købte ikke en speciel træmaling, jeg brugte netop hæftegrunderen for at undgå at købe flere forskellige typer maling. Det fungerede rigtig godt.

Hyldeknægtene.... Det var svært... Jeg var så meget i tvivl om hvilke. Det endelige valg blev holdere af træ, og med svung. Jeg malede dem inden jeg satte dem op, og da de var skruet fast i væggen, spartlede jeg samtlige huller og malede dem endnu engang. Igen med samme farve, som både hylder og væg. Det er blevet så fint, jeg er vældig glad for resultatet. Det har så også taget sin tid at få ordnet den væg, der var lige én der havde glemt, at alting bare tager længere tid med en baby i huset. Sådan cirka 5 gange så lang tid... Alting... Men hvor er vi heldige, med sådan en Hannibobs i hytten.

Det er faktisk første gang nogensinde, at vi har et "ægte drengeværelse" herhjemme... Det er lidt vildt, ikke? For os er det i hvert fald.

Med tiden vil hyldernes indhold nok ændre sig. Måske til LEGO-fremvisning? Diverse kreationer fra børneren... I ny og næ helt sikkert også være  gemmested for lidt slik. Men jeg glæder mig til at han selv vælger hvad hylderne skal vise frem.



*indeholder affiliate link

10 april 2019

Sikke en dejlig dag, vi havde i lørdags ved Hannibals dåbsdag. Hvordan kan man være så heldig? Med både børnene, venner og familie? Vi føler os virkelig værdsat ♥ 

Gæsterne blev forkælet med mad og selvfølgelig også kage, som jeg her MÅ vise frem.

Ved Pixies dåb for 7 år siden, var fondant virkelig "the thing" og jeg er slet ikke særlig vild med smagen af det, men det giver så flotte "ordentlige" kager. Denne gang var der dog brug for noget der både var pænt, men også smagte godt, og så måtte udseendet følge med på anden vis. Jeg endte med at gå med kager der også kaldes "naked cakes", så man egentlig kan se lag og creme helt tydeligt og de fremstår mere ujævne. Det passede mig så fint. Mine kager må gerne være nøgne.










Denne gang blev det de gemte Schleich-dyr der fik en god vask og blev brugt som dekoration (kan du huske My little Pony-kagen?), i form af skovens dyr og et par fine detaljer, jeg lavede ud af papir.

Luftballonen på en bøjet messingstang blev tilføjet i sidste øjeblik, men giver virkelig den ekstra dimension der fik det hele til at spille.

Og kagens smag? Gulerodskage. Selvfølgelig. Min favorit. Det smager bare altid godt. Hele året rundt. Især den her version med ekstra krydderi i form af nelliker, allehånde og en snert kardemomme. Omend jeg på et tidspunkt tænkte at temaet bød på lidt winter wonderland. Men hvem kan ikke tåle lidt julestemning midt i april?

Opskriften på selve kagen, er fra den altid gode Anne au Chocolat og jeg har derefter tilføjet lidt ekstra krydderi og lavet lag af cream cheese frosting med en snert citron i. Det var faktisk virkelig godt.

Udenpå lavede jeg forskellige slags nødder. Den ene – den mest lyse kage – blev dekoreret af mandelflager, den helt nøgne slap for nødder og kagen med luftballonen (som er købt her), fik lidt ekstra kærlighed med karamelliserede og hakkede hasselnødder. Selve luftballonen er hængt op i en messing stang, der er fastsat i et lille hul vi borede, i træfadet.

Træerne er frisk rosmarin og der er lidt "jorddrys" i form af chokokrymmel hist og her. Gulerødderne er dog lavet af en lille smule orange fondant. Toppene er grønt papir, limet sammen om en tandstik. Det samme princip er brugt ved skilt, telt og vimplerne med bogstaver på. Printet og klippet ud.

Det her, det er en nem måde at lave en vældig fin kage, hvis ikke du hverken har lyst, tid og kreativitet til at modellere dyrene selv.

God kagebygge- og bagelyst 

25 februar 2019



Da jeg var gravid med Hannibal, vidste jeg ikke hvilket køn jeg ventede mig, jeg vidste bare, at jeg var gravid, barnet havde det dejligt og alt var godt. Det er en helt anden måde at blive mor - og forældre på - netop fordi du ikke har forestillinger om hvem ham/hun nu er, skal hedde, skal være og skal blive for en størrelse.

Alt det får vi tid nok til at (over)tænke og bekymre os om senere.

Redebyggeriet slipper den kommende mor ikke fra. Heller ikke jeg. Det er den bedste tid, at nusse, nulre rundt og forberede. Forskellen i den fase, fra at vide kønnet til ikke at vide kønnet, er at du ikke er så opsat på en bestemt farve eller tema. Endnu.

Lille gump er nu 4 måneder og i en str. 62 ♥️


For de to store er der jo den parallel, at de begge var (eller er...) piger jeg ventede og jeg vidste det allerede fra uge 12 og uge 15. Selvom de ikke udelukkende er blevet klædt i rødlige toner da de var små, så dominerer den farve bare meget hurtigt skufferne, når man handler ind og modtager gaver.

Denne gang var de neutrale nuancer på banen. Lyse, lette farver, grønlige toner og selvfølgelig den grå, som er altoverskyggende i både børne- og voksengarderoben. Den er jo meget god, men en baby kun i gråt, altid, det kan jeg ikke.

Der blev handlet et minimum af tøj ind, for netop tanken om at kønnet kunne være det eller det andet, lå konstant og lurede, når dankortet blev svunget.

   For "hvis nu det er en dreng, så kan jeg købe dén senere" - eller - "Nej, den er altså super super fin, men går kun hvis nu det er en pige". Mange køb er blevet undladt. Og det har hjulpet mig til at finde ud af noget helt andet: det lille barn har jo slet ikke det behov som vi har, for en stor overdådig garderobe.

Jeg havde i hele graviditeten tænk at jeg skulle abonnere på tøj gennem Vigga. Det er altså et genialt koncept! Desværre synes jeg lige netop at drengepakkerne er lidt mere kedelige, end hvad pigerne kan klædes i. Den neutrale pakke er et mix og derfor synes jeg det faldt lidt til jorden for mig, for selvom jeg gerne vil være med til at mindske forbruget, så har jeg stadig en holdning til hvordan tøjet ser ud og hvordan kvaliteten er.

I stedet gik jeg i genbrugsmode på anden vis, gennem Børneloppen, Reshopper og Instagram. Nyt blev der også købt ind i blandt andet de store varehuse som fx H&M, Arket og Zara. Ja, sågar i Kvickly har jeg også købt ulddele med hjem fra. Jeg har ingen skrubler med mærket i nakken, bare kvaliteten er i orden og tøjet fungerer. Og vi ved alle godt, at de helt store modegiganter har hårde dage på samvittighedsfronten – og vi som forbruger tager også vores del af skylden. Det skal vi ændre på og gerne med det vuns, men vi er vanedyr og netop dér skal jeg justere mig lidt ind på et bedre spor og finde frem til de små, gerne danske, virksomheder der får produceret tøj i Europa, hvis jeg så absolut vil have noget nyt.

Det her med at holde garderoben på et minimum er virkelig smart af flere årsager: igennem hele graviditeten shoppede jeg, når var noget lækkert, pænt tøj eller et godt tilbud (du må gerne læse det med Lars Larsen-stemme). Jeg havde ikke travlt med at få det hele købt inden uge 20. Jeg havde mulighed for at kigge mig for. På den måde har jeg faktisk fået skabt en minimal garderobe, og brugt rub og stub.



Hannibal er nu 4 måneder og indtil nu har garderoben været fyldestgørende med de her stykker tøj i de mindste størrelser:

BABYS GARDEROBE
NYFØDT
2 sæt tøj i størrelse 44/50 – altså new born og en lille bitte babyhjelm.
– det blev brugt den første uge, kort tid, men det er simpelthen så rart med tøj som faktisk sidder godt på spædbarnet og ikke slasker for meget, skal foldes på ærmer eller lignende.

STØRRELSE 56
8 langærmede bodyer 
2 kortærmede bodyer 
4 par bukser
2 par strømpebukser
4 par strømper
1 par “sovestrømper”
2 babyhjelme (1 bomuld, 1 uld)
Hjemmestrik ♥️og her er der ingen limit!
2 heldragter + 2 natdragter (en med fødder, mærk efter om det virker for jer, så kan I supplere eller købe dem fremover)
1 køre/hel/ulddragt
1 sovetrøje (gerne hjemmestrik)
1 par luffer (faktisk brugte vi et par babystrømper til at begynde med)

Dertil kommer selvfølgelig aaaaaaalle de andre ting, man behøver til baby. Dem har jeg også forsøgt at skære ned til det nødvendige, så jeg har et godt overblik over alt hvad der er i vores skabe og skuffer.

Hannibals skuffe. Godt sorteret, med god orden efter Konmari-metoden
Det der er her på listen, er stort set det der er afbilledet ovenover. Det er det, vi har brugt i 4 måneder. Enkelte dele er skiftet ud med str. 62, men mængden er det samme. Som jeg har vist på Instagram folder jeg Hannibals tøj i skuffen på en lidt særlig måde, så fylder det minimalt, men er ekstremt overskueligt.

Der er lige et "men"... Det har ikke været her endnu, men nu kommer det: helt fyldestgørende tror jeg ikke at denne sammensætning af tøj vil være, hvis I får/har et barn der gylper mere end hvad normalt er, så tror jeg at mængden af overdele vil slippe op alt for hurtigt, før I når at vaske – men om I får et gylpebarn, det opdager I hurtigt, og så kan I selvfølgelig altid tilføje et par dele og se om det går.

Det gode ved at købe tøj på denne måde med at vente og se hvad der dur bedst til dit barn, er at du meget hurtigt fornemmer hvilke mærker, modeller og kvaliteter dig og barnet bedst kan li'.

Fx er tøj fra H&M ofte meget bredt, mens det fra Marmar er længere og smallere. Og børn er ikke ens – heller ikke de børn, der har samme mor og far.

Hannibal er simpelthen så varm, så han kunne slet ikke sove med trøje i VOKSI-posen, efter han blev 2 måneder. Så ved vi, at vi ikke skal have sådan en i en ny størrelse, fordi den vil ikke blive brugt.

Nu er det her ikke en facitliste til hvordan alle små børns garderobe skal sættes sammen, jeg peger ikke fingre, men deler ud af hvordan det har været anderledes for mig, at gøre klar til bebs nummer 3, fremfor til de andre og at det har virket bedre.

Det kan være en god guide at have – måske? Så kan du justere ud fra hvad du tænker virker for dig, jer og det kommende barn.

Jeg ved hvilke stykker tøj jeg skal have til Hannibal i næste størrelse, hvilke mærker jeg kan li' til ham, sådan så alt der er i skuffen er yndlingstøj, og ikke kun få dele af det. På den måde bliver det hele brugt på fin vis, og ikke bare glemt i hjørnet i skuffen ♥️

Nu skal str. mini og str. 56 pakkes sammen og videre til et andet barn - måske en pige, måske en dreng, den er heldigvis så dejlig neutral, at den kan gå til begge, synes jeg.

Instagram

Sirlig. Theme by STS.