14 april 2016
OPSKRIFT: Nem og hurtig kiksekage
Første gang jeg smagte kiksekage, var jeg omkring 7-8 år og til fødselsdag hjemme hos Anna. Jeg husker ganske tydeligt at jeg undrede mig over at jeg aldrig havde smagt det før. Jeg elskede de der gyselige Prince-kiks som jeg altid skilte ad, skrabede chokolade af med mine nederste tænder, hvorefter jeg spise de to tørre kiksedele sammen. Kiksekagen var jo en kæmpe Prince-kiks, bare med en hulens masse chokolade, som jo egentlig var det allerbedste!
Hvad jeg ikke vidste dengang, var at de blev lavet på palmin og den slags skal og bør man selvfølgelig ikke tænke på i den alder, men bare nyde at dine tanker flyver omkring alt muligt andet: om du nu får det seje Polly Pocket, om du nu kan ligne Melanie B. nok når i skal optræde som Spice Girls på fritteren og aaaaaalt det en lille pige i 90'erne bekymrer sig om og tænker på.
Nå, men den kiksekage. Den var vild! Og det er den stadig. Jeg har fikset mig frem til en lidt mere delikat og "let" udgave, med lidt andre ingredienser. Smagen er stadig vild og skøn!
Opskriften her passer til en normal brødform og ikke den mini-udgave jeg har vist på fotoet. Ved den størrelse, skal opskriften halveres eller deles op i 1/3.
Opskriften kan SAGTENS laves på slum, men det er vigtigt med ingredienserne der får det hele til at stivne. Den her opskrift på kiksekage, er nem og hurtig at lave, kræver ingen æg og selvfølgelig heller ikke palmin.
DU SKAL BRUGE
- 300 gram mørk hakket chokolade (gerne en god en over 70% eller en blanding af hvad du nu har)
- 3 dl piskefløde
- 100 gram smør (ikke kærgården, den bliver ikke lige så hård som rigtig smør)
- 100 gram flormelis
- Vanilje (brug evt. 1-2 teskefulde vaniljesukker hvis ikke du har ren vanilje)
- Vaniljekiks (Mariekiks kan sagtens bruges, hvis ikke du kan finde de firkantede)
SÅDAN GØR DU
Hak chokoladen.
Kom fløde og flormelis i en gryde og varm det op. Det må ikke koge, men skal være varmt.
Tag gryden af blusset. Bland chokoladen i og rør godt sammen. Når det ser fint og glat ud, kommer du smøren i - det er nemmest at få rørt det sammen, hvis smørret er i mindre tern.
Lad det køle lidt, det må dog ikke størkne helt. Ca. 10 minutter på køl burde være fint.
Beklæd din form med bagepapir. Et trick er at vride bagepapiret under vandhanen og mase det sammen så vandet ryger fra og herefter beklæde formen, bagepapiret vil meget lettere forme sig herefter.
Nu skal der bygges kiksekage! Juhu!
Begynd med chokolade i bunden, læg herefter et lag kiks. Sådan fortsætter du. Husk, at det sidste lag skal være chokolade. Her er vores kageform meget lille, og derfor var der kun plads til 2 lag kiks.
Suk, hvor er jeg kagesulten lige nu.
Tip! Du kan også knuse kiksene, blande dem med nødder, eller lave den med nødder alene - det smager altså også godt :-)
Similar Posts
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Uhm, ordentlig kiksekage. Den er også et trip down memory lane hos mig. :-)Der var jo klassens time en gang om ugen med kage, og en af mine klassekammerater havde ALTID kiksekage med. Vi elskede det hver og en, og så altid frem til, at lige præcis han skulle have kage med. :-)
SvarSletDet var i starten af 80erne, hvor man ikke tænkte over palmin, æg, osv. ;-)
Liza havde også altid kiksekage med til vores Klassens time - det var tider...
SvarSletKiksekage - dét er godt nok længe siden!
SvarSletJeg tror da nok lige, jeg skal introducere den for mine piger snart :D
God weekend!