Sirlig

Forleden skrev jeg om at jeg trængte til fornyelse i stuen. Det er endt med en - overraskende nok - tone af brun overhaling, som egentlig er ret passende når nu efteråret nærmer sig.

Der var smil og glade maver, da vi forleden besøgte Madklubbens asiatiske restaurant Hanzō på Værnedamsvej. Vi var inviteret ud for at prøve børnemenukortet og vi voksne fik lov til at komme med – det var vi ret glade for.

En hurtig kort anmeldelse: her kommer vi igen!

Vi elsker at komme ud og smage noget nyt, opleve andet end at sidde rundt om spisebordet dag ud og dag ind. På den måde får vi også nye idéer til dagligdagens mad med hjem. Både Pix og Mynthe er gode til at spise ude, men vi vil allerhelst komme steder hvor børn også er velkomne. Dét var de lige her, i allerhøjeste grad.

På hyggelige Værnedamsvej ligger Hanzō i fine omgivelser. Rå, rødlige, rolige toner. Menukortet bugner af spænednde retter og giver dig lyst til at tage en af hver, men det er de heldigvis klar over: der er et valg, der hedder "en af hver".

BØRNEMENUEN
Børnene valgte en såkaldt bentobox, en fint opdelt boks - lige som børn elsker det - med 4 forskellige retter og ris som tilbehør. Fisk, kylling, ruller med laks, kimchi og avokado, samt gyoza. Noget velkendt, noget nyt og nye smage. Mynthe elskede rub og stub. Pixie på 6 år spiste også godt for sig, men var alligevel lidt tilbageholdende med gyozaerne da der var svampe i. Dem har hun ikke lært at mestre endnu. Det kommer, det kommer..

Testen til forældre. Og glæden hos børn - japanske soda'er

Sodavanden der hørte til menuen var nærmest en gave i sig selv: når tjeneneren sætter den på bordet og fortæller at nu kommer det an på hvor stærke forældrene er, om man får sin sodavand eller ej, så er det som om børn bliver endnu mere interessede. Den krævede en kvindes råstyrke (jeg vidste bare at det gav mange muskler at se Beverly der tilbage i 90'erne), så jeg fik poppet begge sodavand åbne. Svup! Sagde det, hvorefter en lille glaskugle lagde sig i toppen. Der skal også hældes på en bestemt måde, for at sodavanden overhovedet kan komme ud. Det er en kaliber for sig og jeg kan ikke helt forklare det magiske omkring den sodavand. Begge piger synes at den var sej - og lige så tilpas syntetisk i smagen som børn synes den slags skal være.



TIL DE VOKSNE... OG DE SPECIELLE VOKSNE
Min mand blev for et års tid siden vegetar og det forsøger jeg ind i mellem at tage hensyn til (jeg skal altså ha' en sandwich med det hele i ny og næ, baby needs it). På Hanzō tager de hensyn til de ikke-kødædende mennesker hver dag, for der var ingen problemer i at gøre Jonas meget mæt og tilfreds, trods menukortet ved første øjekast kun bød på en enkelt vegetarret. Der blev valgt 3 retter og prisen er altså heller ikke helt hen i vejret, 225 kroner lyder det på, dog kan enkelte kødretter giver et tillæg, men det var ikke et problem lige med dén her mand.

Så var der baby og jeg - vi fik os alt godt fra havet: friterede blæksprutter med yarn tomat og lotusrod, lakseruller og kulmule med sake og rød miso til hovedret. Jeg savler bare ved tanken om det hele igen. Klokken er 8 om morgenen og jeg kunne snildt lige negle sådan en omgang igen. Det var virkelig lækkert det hele.





DESSERTEN
Dessert hørte der også til børnenes bentobox, så det var et alt-i-ét valg. Mangosorbet med marengs blev sat foran børnene og som de begge udbrød: "Den får 10 ud af 10 point". Well.. Jeg ved hvor de har deres dessert begejstring fra... Den smagte også umådeligt godt. Sådan en intens mango smag med bløde søde knuste marengs. Det var den bedste afrunding på en velsmagende aften.

DESSERT! YAY!

Vi skal tilbage igen, det er helt sikkert. Det er skønt at komme ud! Og det synes børnene også.. Også dine. Så tag dem nu med ud... Lad dem prøve noget nyt, lad dem lære at smage, prøve sig frem og også at sige "nej tak". Det er dejligt at få oplevelser, tage ved lære og prøve et nyt køkken. 

Inden vi vente dytten mod Whiteover, skulle der lige hoppes og danses lidt - dét er altså dejligt med den spontanitet. Det burde vi voksne også praktisere

Kræsenhed kan tit spores tilbage til hvad forældre orker. Ikke altid. Men tit. Børn opvokset i Indien spiser gerne stærke retter. I Kina kan man vist heller ikke ligefrem tro på, at der kun serveres spaghetti med kødsauce, pizza og burger. Nej, vel?

Tag dem med ud. Gerne på Hanzō. Og nyd det – også den der rynken på næsen når noget helt nyt sættes foran dem og nyd især når barnet opdager, at det jo egentlig smager rigtig godt.

Velbekomme.

... for så vokser der vandmeloner i maven på dig!

Dén frygt havde jeg virkelig da jeg var lille. Andre sagde at hvis jeg slugte kernerne, ville vandmelonerne vokse ud af ørene på mig – ingen af delene lød specielt rare.

Uge 26

Min mave vokser nu, der er bare ikke en vandmelon i den og jeg har forstået, at det slet ikke kan ske det med vandmelonerne. I stedet skabes der et barn, lige nu, i min mave, vores barn. Vores 3. barn. Jeg er gravid og om nogle måneder, så sker den helt store omvæltning herhjemme.

Vi går fra at have 2 store børn, på (snart) 7 og 11 år, til at have to store børn OG en mini, som trods størrelsen, vil gøre alt anderledes.


Vi fortalte pigerne om graviditeten på Store Bededag, efter en vellykket nakkefoldsscanning. My på 11 år græd ved beskeden. Helt uhæmmet. Min første tanke var, at hun var så ulykkelig over vores egoistiske planer om et endnu et barn. Men tankerne blev gjort til skamme: hun græd af glæde og fik blandt tårerne fremstammet, samtidig med at hun holdte det grumsede scanningsbillede i hænderne, ordene "jeg er bare rigtig glad" – orv. Det fik mig i tårer. Og Pixie brød i gråd. Dér sad vi, 3 finker og græd, midt i de varme hveder. Og der var en person der overværede det hele, alt imens han grinte.

Det var nok et kønt søn. Vi krammede. Grinte af os selv, da tårerne var stoppet. Og så kom spørgsmålene fra de to store piger og de er kommet væltende lige siden. De spørger om babyen, til mig, hvordan man gør det ene, hvordan man gør det andet. Det er virkelig fantastisk.

Mynthe vil så gerne være med til at forberede og lave ting til babyen. Den her spilledåse har hun lavet, med lidt hjælp fra mig.

Selvom det absolut ikke stod skrevet i planerne for år 2018, at vi skulle begynde forfra, igen igen igen, så er det bare sådan det skal være. Jeg indrømmer gerne at jeg græd af frygt, da jeg så den positive test, og de efterfølgende dage var jeg ikke til at være i nærheden af. Jeg var i vildrede.

Nu glæder vi os, samtidig med at der er mange tanker og forestillinger omkring endnu et barn.

Boligen, vores hjem, skal også vendes lidt på hovedet, værelser rykkes rundt, ordnes, have nye funktioner. Bilen må nok også finde en mindre familie at bo hos... Alle de ting der skal købes ind til baby (hvilken skam.. Høhø), fordi vi virkelig har givet alt væk eller solgt det... Hverdagen ændrer sig totalt... Friheden i at have store børn, den skubbes liiiige et par år...

De gode ting opvejer dog alt. Tænk sig, vi giver pigerne endnu en søskende. Og vi skal være forældre igen.

Til november sker det og om det bliver en pige eller dreng, det ved vi ikke. Jeg har simpelthen valgt at vi ikke skal vide det. Med de to piger, vidste vi besked om kønnet i de helt tidlige uger af graviditeten. Det var selvfølgelig også en dejlig overraskelse, der midt i ligamentsmerter og forberedelse. Men at vente helt til fødslen med at vide besked, det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Og nu får jeg min vilje..

Jeg har dog en fornemmelse af kønnet, men om den holder stik, det må tiden vise.